Nyt ø-kontaktudvalg valgt

Inge-Lise Bisted fra Femø (forrest) og Anne-Grethe Laursen fra Fejø har valgt at gå fra borde i ø-kontaktudvalget, mens Peter Larsen fra Askø tager en tur mere på fire år. Foto: Claus Hansen/ Arkiv

Kampvalg på alle tre øer.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ/FEMØ/ASKØ På de tre øer i Smålandsfarvandet blev der tirsdag også valgt nye medlemmer til ø-kontaktudvalget.

Udvalget har en rådgivende funktion og ret til at udtale sig til byrådet om alle sager, der vedrører øerne. Ø-kontaktudvalget har eksisteret siden 2010.

Det består af syv repræsentanter for øerne: tre fra Fejø, to fra Askø og to fra Femø samt to byrådsmedlemmer, der samtidig skal være medlem af teknisk udvalg. Øernes beboere vælger selv deres medlemmer.

Skal vælge ny formand

På alle tre øer var der kampvalg om pladserne. På Fejø genopstillede den hidtidige formand for ø-kontaktudvalget, Anne-Grethe Laursen, ikke, og i løbet af de fire år er de i 2017 valgte Christina Brydegaard og Ann-Mai Hansen trådt ud og erstattet af Finn Iversen og Torben Løvenstein, hvor sidstnævnte er med i Fejøforeningens bestyrelse.

Fejbattingerne havde fem kandidater at vælge imellem, og der var 264, der stemte ud af 400 mulige. Resultatet blev, at Christina Berkowitz (197 stemmer), Torben Løvenstein (185) og Finn Iversen (183) - og indstillet af Fejøforeningen - blev valgt som Fejøs repræsentanter i ø-kontaktudvalget fra 1. januar 2022. Henriette Spandet Jensen opnåede 56 stemmer og Jørgen Møller 24.

På Askø genopstillede Peter Larsen, mens Jørgen Gosmer ønskede at stoppe i udvalget. Nye kandidater at stemme på var Marianne Thomsen og nytilflyttede Lars Madsen.

Resultatet blev, at Askø sender Marianne Thomsen (31 stemmer) og Peter Larsen (21) i ø-kontaktudvalget. Lars Madsen fik 10 stemmer.

På Femø afgav 82 ud af 110 vælgere deres stemme, hvilket svarer til en stemmeprocent på 74,5 procent.

I den forløbne periode har havnefoged Christine Grube Pedersen og formanden for Femø Beboerforening, Inge-Lise Bisted, været Femøs repræsentanter i ø-kontaktudvalget. Inge-Lise Bisted valgte ikke at genopstille på grund af travlhed med andre frivillige opgaver:

- Men det har været interessant og udbytterigt at være med i ø-kontaktudvalget. Den viden og de erfaringer, som jeg har høstet, kan være gavnlige i mange andre sammenhænge, siger hun.

Inge-Lise Bisted fremhæver videre, at købet af "Smålandshavet" har forbedret færgesituationen, når en færge må tages ud af drift, og at 3Ø-turismeprojektet med skabelsen af destinationsfællesskabet Æbleøerne har skabt et godt grundlag for et tættere samarbejde øerne imellem og med kommunen og andre relevante parter.

Femøboerne kunne vælge imellem havnefoged Christine Grube Pedersen, pensioneret overlæge Jørgen Hansen og Gitte Korndal, der læser til social- og sundhedshjælper.

Afstemningen foregik på Femø Kro, hvor stemmerne fordelte sig således: Christine Grube Pedersen (51 stemmer), Jørgen Hansen (21) og Gitte Korndal (9). Der var én ugyldig stemme.

Femø indstiller dermed Christine Grube Pedersen og Jørgen Hansen som kandidater til ø-kontaktudvalget, for formelt er det Lolland Kommune, der udpeger ø-repræsentanterne.