Nyt radiosystem først på LF

SINE, det fælles landsdækkende radiosystem for beredskaberne, er nu ved at blive implementeret i Danmark. Det nye radiosystem forbedrer muligheden for kommunikation og samarbejde mellem politi, brandvæsen, ambulancer, forsvaret og de øvrige dele af beredskabet.

Lolland-Falster bliver det første område i landet, hvor radiosystemet bliver taget i brug, fortæller Henrik Pinholt, der er vicedirektør i økonomistyrelsen.

- Hvis man ser helt dagligdags på det nye radiosystem, så vil det blive meget nemmere at kommunikere mellem de enkelte beredskaber. I dag er det sådan, at eksempelvis en ambulancefører der skal til Rigshospitalet med politiekskorte ikke kan kommunikere med politifolkene på motorcyklerne undervejs. Med det nye fælles system bliver det gjort muligt at kommunikere mellem ambulancen og politifolkene foran, fortæller Henrik Pinholt.

Og der er en helt speciel grund til at Lolland-Falster er udvalgt som det første område i landet, der skal have det nye radiosystem.

- Lolland-Falster er et geografisk begrænset område, men alligevel er området stort nok til at alle beredskaber er repræsenteret. Det vil sige, at vi får et overskueligt område og får samtidig mulighed for at afprøve systemet hos alle beredskaber. Vi går ikke videre med udrulningen til andre dele af landet, før vi har godkendt nettet på Lolland-Falster, siger Henrik Pinholt.

Hos Finn Antonisen, der er beredskabschef i Lolland Kommunes Beredskab, giver det nye fælles digitale radiosystem ingen bekymringer.

- Jeg er fuldstændig rolig, fordi den testdrift vi vil køre ikke vil påvirke vores daglige drift af vores beredskaber. Det kan vi nemlig ikke tillade os, siger Finn Antonisen.

Og det er primært ved store aktioner, hvor det nye digitale radiosystem skal komme til sin ret.

- Når vi har de store opgaver, som orkan, højvande, snestorm eller i forhold til et eventuelt terrorangreb, så vil det nye radiosystem give bedre muligheder for at håndtere store aktioner kommunikationsmæssigt. Kommunikationen har været angrebet fra flere sider ved tidligere store aktioner, hvor der har været nogle kiks i kommunikationen som man mener kunne være bedre - og det mener man at det kan blive med SINE-systemet.

Fra 1. april til udgangen af maj bliver systemet testet og cirka fra 1. juni er det planen at radiosystemet bliver sat i drift på Lolland-Falster.




Tirsdag bliver beredskaberne nye digitale radiosystem SINE præsenteret på Kastellet i København.

Offentliggjort Sidst opdateret