Nyt værtspar på Højriisgaard

De nye ejere af Højriisgaard, Susie Hayes og Michael Wiedemann Christiansen, vil markedsføre deres bed and breakfast som landlig idyl, nede på jorden med tid til refleksion. Parrets plan er, at Højriisgaard også skal have bageri, der sælger morgenbrød og friskmalet kaffe, som sommerhusejerne kan tage med og nyde hjemme, og der vil også være sommercafé til ud på eftermiddagen på stedet. - Der boede en svensk vaskekone på Højriis, som vaskede for alle gårdene på Femø. Hun levede fra 1874 til 1950, og vi har et fotografi af hende og vil gerne hædre hende. Hun hed Leontina, og vores café kommer til at hedde Café Leontina, fortæller Michael, der blandt andet har en stor interesse for historie. Ud mod vejen skal galleriet også i drift igen, og parret håber desuden at få et samarbejde i gang med andre på øen. Højriisgaard skal blandt andet sælge smykker for Femø Design, og gæsterne i de seks værelser vil de naturligvis foreslå at spise til aften på Femø Kro, siger de. Foto: Jan Knudsen

Åbner bed and breakfast til foråret.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMØ Der er velsmagende, friskbagt brød med sprød skorpe på bordet. Den fine, magre rullepølse uden fedtblæver er hjemmelavet, og det samme gælder den raffinerende lemoncurd. For Susie Hayes foretrækker mad lavet fra bunden.

En undtagelse er osten og den gode, irske blodpølse, som den rødhårede fuldblodsirer fra Clonakilty har fået tilsendt fra hjemlandet til sit nye hjem på Femø. For sammen med sin kæreste Michael Weidemann Christiansen har Susie i august overtaget Højriis Café og Galleri samt ferielejligheder efter Poul Vestervig.

Alt oser - som Susie ønsker det - af heartwarming hospitality, altså hjertevarm gæstfrihed, i køkkenet på den gamle avlsgård fra 1884, og parrets hund, en kær japansk shiba ved navn Conrad, er ovenikøbet så rar at lune avisens fotografs fødder.

På stedet, som de nu kalder Højriisgaard for at markere, at det er nye folk, åbner de 1. april bed and breakfast. Susie flyttede ind i oktober, og 17. december fulgte Michael trop, og nu står den på en masse istandsættelse. Blandt andet skal en lang række vinduer skiftes ud, og der skal ryddes op.

Parret mødte hinanden under coronaen, efter de begge havde mistet deres ægtefæller, og hvis de skulle se mere til hinanden, skulle der tages et større skridt.

Begge deler passionen for at lave god mad, og Susie har en uddannelse i ernæring og sundhed, har været i hotelverdenen og senest haft Kaffekælderen i Køge, som hun solgte i maj.

- Vi ledte mange steder, for det skulle være et særligt sted med mange kvaliteter. Der skulle være masser af hav, for jeg vinterbader, være en rolig og slow living, det skulle være en naturperle og et særligt sted med en god ånd, hvor vi kunne have en god tilværelse sammen, ridser Susie op.

- Det har Femø, og det var min veninde, der fandt Højriis.

Susie kom til Danmark i sommeren 1992, hvor Danmark vandt EM i fodbold.

- Jeg kom fra et femstjernet hotel med restaurant med Michelin-stjerne, der var ejet af Bent Høyer. Han ejede også Vin & Ølgod og en irish pub, hvor de havde brug for en rødhåret pige i et år, fortæller Susie Hayes, der siden også har boet på Island med sin første mand og har voksne børn.

De kulinariske evner vil hun også bruge i en frokostcafé om sommeren.

Michael Weidemann Christiansen er fra Næstved og har en fortid i Forsvaret ved Gardehusar-regimentet og Den Kongelige Livgarde, både som kampvognsmand og rytter ved kongelige eskorter og sejlede i sin ungdom på tre af de syv have, herunder Amazonas floder.

Udover at åbne sit hjem for gæster, hygge om dem og have tjek på drikkevarer, skal Michael Weidemann Christiansen også være vikar for havnefogeden på Femø i et år. Han starter 1. januar.

Parret har overtaget møblerne fra den forrige ejer, og Susie er begyndt at nyindrette cafeen. Foto: Jan Knudsen
Højriis bliver omdøbt til Højriisgaard Bed and Breakfast. Conrad er ny hund på stedet. Foto: Jan Knudsen