Nytårsmarchen er aflyst i 2021

Årets nytårsmarch var en kæmpe succes, men på grund af corona-smitten kan den ikke følges op i 2021. Foto: Jan Knudsen

På grund af corona-restriktionerne er det ikke muligt at afvikle den traditionsrige nytårsmarch i Knuthenborg Safaripark.

Offentliggjort Sidst opdateret

KNUTHENBORG For mange er det en tradition at indlede det nye år med en frisk march gennem Knuthenborg Safaripark. Sådan har det været i mere end 30 år, men 2021 bliver anderledes.

På grund af corona-restriktionerne har Hjerteforeningen Lolland, som står bag marchen, valgt at aflyse arrangementet.

Det sker efter et march i år, der var så stor en succes, at foreningen nærmest blev løbet over ende. Flere end 2.000 børn og voksne mødte op på årets første dag og fik mulighed for at trave ind i de naturskønne omgivelser.

Vandreturen er ikke bare en mulighed for at få lidt frisk luft og støtte en lokal forening, men også vigtig for kroppen.

Motion er nemlig gavnligt, når det handler om at undgå hjerte-kar-sygdomme.

Hjerte-kar-sygdomme er den næst-hyppigste dødsårsag i Danmark, og cirka hver fjerde dansker dør af sygdomme relateret til hjerte eller blodkarrene. Det kan være alt fra forhøjet blodtryk til hjertestop.