Øget med millioner: Christen bag stor fremgang
Christen Boss Pedersen har fået økonomien til at blomstre i Brugsen i Stokkemarke. Arkivfoto: Anna C. Møhl
Anna C. Møhl
I Stokkemarke har det givet et løft at få en ny uddeler.
STOKKEMARKE: Det var helt efter planen, da Brugsen i Stokkemare sidste år skiftede ud i ledelsen.
Jane Skytte valgte selv at sige stop efter 44 år som ansat i butikken. I mange år var hun en del af personalet, men for 14 år siden blev hun valgt som uddeler, og sidste år gav hun så depechen videre til Christen Boss Pedersen.
Brugsen er nu næsten gældfri, hvilket er godt.
Torben Skude, bestyrelsesformand, Stokkemarke Brugs
Selv om der bestemt ikke var utilfredshed med den tidligere uddeler, har det givet butikken et løft med nye kræfter. Det kan ses på butikkens økonomi. På generalforsamlingen kunne bestyrelsen fremlægge et regnskab, der viste at omsætningen var blevet øget med 1,1 million kroner sidste år.
- Lige fra at uddeleren begyndte, har der måned for måned været omsætningsfremgang. I påskedagene blev der sat nye omsætningsrekorder, forklarede bestyrelsesformand Torben Skude i sin beretning.
Næsten gældfri
En del af pengene er blandt andet blevet brugt på afbetalinger af lån. Således er der afdraget 500.000 kroner på butikkens tankanlæg.
- Brugsen er nu næsten gældfri, hvilket er godt. Forude venter nemlig udskiftning af køleanlægget, hvilket vil være en udgift på cirka 2 til 2,5 millioner kroner, sagde Torben Skude til de 40 deltagere ved generalforsamlingen.
Brugsen i Stokkemarke har i løbet af året oplevet en større opbakning, så medlemstallet nu er oppe på 1.147, hvilket er 130 flere end året før.
Også udfordringer
Året har dog budt på lidt udfordringer oven i al fremgangen. Først ville man skifte to ovenlysvinduer på lageret, da der her blev meget varmt om sommeren, hvilket skadede den frugt, som kom hjem. Samtidig begyndte det at regne ned på lageret, hvilket ødelagde elinstallationerne. Så i stedet for to nye ovenlysvinduer kom der også et helt nyt tag.
Inde i butikken gik der også hul på et kølerør, og selve skaden vat ikke stor, men det var til gengæld regningen for at fylde ny freon på anlægget.
Det var dog kun mindre malurt i bægeret, og på generalforsamlingen blev sløret løftet for, at nye ting er på vej i Brugsen. Inden længe vil man nemlig kunne købe franske hotdogs i butikken.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde