Øjebæ tæt på at være solgt

Foto: Jan Knudsen, arkivfoto

Kun en teknikalitet forhindrer, at en ny ejer kan overtage det gamle El Paso og Zone Nightclub.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV En af Nakskovs største øjebæer står foran nye tider. Ejendommen Vejlegade 1, der tidligere har huset værtshuset El Paso og diskoteket Zone Nightclub, er nemlig tæt på at blive solgt. En køber er på banen, og kun en teknikalitet forhindrer, at handlen kan tinglyses.

Ejendommen har en lang historie som spøgelsesbygning siden i hvert fald 2013, hvor ejendommen røg på tvangsauktion. Siden opstod der tvivl om, hvem der egentlig ejede bygningen, indtil Folketidende i 2017 gik ind i sagen og fik gjort kurator i konkursboet efter firmaet Mindworker Aps opmærksom på, at det kunne være ejer.

Efter et længere forløb fik konkursboet sikret sig skødet og kunne søge efter købere, og det er altså lykkedes at finde en. Hvem det er, ønsker kurator Philip Borre­schmidt ikke at oplyse, da handlen endnu ikke er tinglyst.

Handlen har ellers været undervejs i længere tid, men konkursboet kan ikke bare sælge ejendommen, da der er en panthaver, som har pant i ejendommen. Oprindeligt var det Finansiel Stabilitet, der havde pantet. Finansiel Stabilitet omtales ofte som statens skraldespandsselskab, da det overtog aktiverne fra de banke, der krakkede i finanskrisen.

Philip Borreschmidt har derfor for lang tid siden henvendt sig til Finansiel Stabilitet for at få en afklaring, men herfra er der for nylig kommet besked om, at Finansiel Stabilitet ikke længere ejer pantet. Det er blevet bundtet sammen med en række andre panter og solgt til en investor, som har håbet på at kunne tjene på investeringen.

Derfor venter Philip Borreschmidt nu på at få kontakt til den nye panthaver. Hvor lang tid det vil tage, tør han ikke spå om.

- Køber siger også "Nu må I se at få fingeren ud". Så jeg håber på - med forbehold for sommerferie - at det bliver i løbet af en uge, siger han.