Øl-direktør: - En smertelig beslutning

- Beslutningen om at lukke Maribo har været meget tung og smertelig ikke mindst med tanke på de direkte berørte medarbejdere og det faktum, at Maribo by som helhed mister en god arbejdsplads og et populært symbol for 100 års ølbrygningstradition på Lolland-Falster. Desværre har beslutningen været helt nødvendig, understreger direktør i Royal Unibrew Poul Møller.

Det er en svigtende rentabilitet de senere år, der har gjort resultatet for Maribo Bryghus utilfredsstillende.
- Det skyldes, at produktionskapaciteten er for lille, og at størstedelen af Maribos afsætning ligger inden for discountprodukter, et marked, der generelt har været vigende de seneste år. Endelig har der været markante prisstigninger på råvarer, hvilket har ramt discountprodukterne særligt hårdt, siger Poul Møller.

Poul Møller var på Maribo Bryghus tidlig onsdag morgen for at orientere medarbejdere og fællestillidsmand om baggrunden for beslutningen. Royal Unibrew indleder snarest forhandlinger med de faglige og fagretslige organisationer med henblik på afskedigelse af alle bryggeriets medarbejdere, hvilket omfatter 10 funktionærer og 30 timelønnede.
- Som en del af forhandlingerne forventer vi at tilbyde enkelte funktionærer anden beskæftigelse i koncernen, mens adskillige timelønnede vil blive tilbudt arbejde på vores bryggeri i Faxe, i første omgang i højsæsonen 2008, siger Poul Møller.
/ritzau/

Læs mere:
Maribo Bryghus lukker
Bryggeriarbejdere rystede




Selv om Maribo Bryghus lukker i slutningen af februar, vil mærker som Maribo Pilsner, Blå Nykøbing og Slots fremover blive produceret på koncernens andre danske bryggerier.

Offentliggjort Sidst opdateret