OLIETILLÆG PÅ VEJ: FÆRGEBILLETTER KAN BLIVE DYRERE

Arkivfoto: Jan Knudsen

Byrådet i Lolland Kommune skal i dag blandt andet tage stilling til, om der skal indføres olietillæg på billetpriserne på Lolland Færgefarts ruter.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mange ting stiger i øjeblikket, og inden længe kommer turen formentlig også til billetpriserne på færgeruterne til Fejø, Femø og Askø. Lolland Kommunes byråd holder møde i dag, tirsdag, og på dagsordenen er blandt andet en sag om takststigninger på færgedriften hos Lolland Færgefart, der driver ruterne til og fra Fejø, Femø og Askø.

Det er de stigende brændstofpriser, der er årsag til, at man nu vil hæve priserne. Ifølge sagsfremstillingen forventes der et merforbrug på 2,8 millioner kroner for det indeværende år, og det vil man altså forsøge at dække ved at påføre billetpriserne et olietillæg.

Umiddelbart er der to forskellige modeller, som byrådspolitikerne kan vælge imellem. Den ene model, model A, er den dyreste for færgepassagererne. Her har man lavet en model, hvor hele beløbet på 2,8 millioner kroner skal hentes hjem på billetsalget for resten af året.

Den anden model, model B, opererer med en prisstigning på det halve af model A, fordi man deler beløbet på 2,8 millioner ud på et helt år, så det kun er halvdelen, der skal betales i 2022, da halvdelen af året som bekendt snart er gået.

Anbefaler model B

Umiddelbart tegner det til, at politikerne vælger model B. Det er i hvert fald anbefalingen fra både klima-, teknik- og miljøudvalget samt økonomi- og erhvervsudvalget.

For personer med folkeregisteradresse på øerne er der ingen ændringer, mens priserne for eksempelvis voksne uden folkeregisteradresse på øerne med model B vil stige fra 55 til 70 kroner tur/retur på Fejø- og Askø-overfarterne og fra 85 til 100 kroner på Femø-overfarten.

For personbiler vil priserne med model B stige fra 230 til 290 kroner tur/retur på Fejø-overfarten, fra 235 til 295 kroner på Femø-overfarten og fra 155 til 215 kroner på Askø-overfarten.

Du kan se hele bilaget med de foreslåede færgetakster HER , og du kan se dagsordenen med sagsfremstillingen HER.

Byrådsmødet begynder klokken 18 i Kulturhuset i Vestenskov, og på dagsordenen er blandt andet også et par punkter om Specialskolen Lolland.