Ønsker fælles lokalplan

Musvitvej ligger i Saksfjed Østersøbad, og her er sommerhusgrundene generelt lidt mindre end i den ældre del af udstykningen, Hyldtofte Østersøbad. Foto: Jan Knudsen

De gamle byplanvedtægter er begyndt at stramme.

Offentliggjort Sidst opdateret

ØSTERSØBADET Med grundstørrelser ned til 900 kvadratmeter, med en maksimal byggeprocent på 10 og krav til isolering, der gør, at væggene tager stadig mere af den kostbare bygningsprocent, er størrelsen på de huse, der kan bygges i specielt Saksfjed Østersøbad, skrumpet til ned mod 70 kvadratmeter.

Det er en af de væsentligste grunde til, at Grundejerforeningen Østersøbadet er gået til Lolland Kommune med ønsket om at få en lokalplan, der kan erstatte gamle og utidssvarende byplanvedtægter for sommerhusområdet.

Østersøbadet er blevet til over et par omgange, hvor det oprindelige Hyldtofte Østersøbad med en lang historie bag sig i 1975 blev suppleret med en ny udstykning, Saksfjed Østersøbad.

Mens størrelserne på Hyldtofte Østersøbads 235 sommerhusgrunde varierer mellem 1.100-3.100 kvadratmeter, er de 170 grunde i Saksfjed Østersøbad mellem 900-1.000 kvadratmeter. Områderne er reguleret af hver sin byplanvedtægt og har indtil 2012 også haft hver sin grundejerforening. Nu er det den sammenbragte Grundejerforeningen Østersøbadet, der har henvendt sig til kommunen.

Her har man i forvejen noteret sig, at det kniber med, at ejerne af sommerhusgrundene kan stille sig tilfreds med en bygningsprocent på 10, når de henvender sig i teknisk forvaltning. Tendensen på landsplan er generelt større sommerhuse.

Derfor er der da også lagt op til, at den i en kommende lokalplan kan hæves til 15 - samtidig med at også bygningshøjden i området generelt hæves fra de i dag maksimalt 5 meter til 6,5.

Samtidig med at grundejerforeningen ønsker mulighed for at bygge større - og dermed gøre området mere attraktivt for nye sommerhusejere - vil man også have, at husene højest må være 180 kvadratmeter.

- Vi ønsker ingen store udlejningshuse i området, siger bestyrelsens næstformand, Erik Larsen.

Derfor skal den kommende lokalplan også forhindre den sammenlægning af grunde, som den nuværende plan giver mulighed for i Saksfjed Østersøbad.

Sommerhusområdet er udstykket ad flere omgange - nu ønsker grundejerforeningen fælles lokalplan. Foto: Grafik: Lolland Kommune