Ønsker nedrivning udskudt

Anne Vinter (i rød kjole) har sammen med Fejø Permakultur og Omstillingsinitiativ planer for Fejø gamle kro, som kommunen har købt for at rive den ned. Grunden vil efterfølgende blive sat til salg. Borgmesteren og den tekniske direktør lyttede. Foto: Jan Knudsen

Beboere på Fejø har planer for "grøn" bosætning i den gamle kro.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEJØ For cirka en måned siden har Lolland Kommune på en tvangsauktion købt Fejøs gamle kro, der har stået tom i omkring 15 år, med henblik på at rive den store, misligholdte ejendom ved Herredsvej ned.

Det kolliderer imidlertid med planer, som Fejø Permakultur og Omstillingsinitiativ, FPO, har, og tirsdag mødte borgmester Holger Schou Rasmussen og teknisk direktør Bjarne Hansen op til et lille borgermøde på græsplænen overfor den gamle kro.

Frank Strathe, der også har købt den gamle skole i Vesterby på Fejø og senest restaurant "Kvasen," og en boligspekulant - med borgmester Holger Schou Rasmussens ord - deltog også i tvangsauktionen, men kommunen fik kroen for 60.000 kroner og forventer nu at bruge 300.000 på nedrivning.

Fejø Permakultur og Omstillingsinitiativ har gennem længere tid arbejdet med et projekt omkring bosætning af unge, der ønsker at mindske deres klimamæssige fodaftryk via deres livsstil, men FPO var imidlertid ikke klar over, at bygningen var på tvangsauktion:

- Vi har sovet i timen, sagde Anne Vinter, der tidligere hed Moloney til efternavn.

FPO håber nu at kunne få henstand med nedrivningsplanerne, så gruppen kan udarbejde en realistisk projektskitse.

Indslusning til øen

Bygningen skal være en slags indslusning til at blive fejøbo, forestiller gruppen sig.

- Vi ønsker at tiltrække unge og ressourcestærke mennesker fra det "mørkegrønne" segment. Vi kan tiltrække de unge gennem en renovering af ejendommen efter principperne i permakultur. Faglærte folk skal formidle til de unge, hvad de skal gøre og hvordan, så de er inddraget og involveret i processen, og der skabes læring i, hvordan man praktisk går til værks, når huse skal renoveres, forklarede Anne Vinter.

Hun tilføjede, at deres målgruppe er hyperinteresseret i at lære håndværksmæssige færdigheder, som de ikke har tilegnet sig, mens de gik i skole eller var på uddannelse.

De unge kan derefter bebo de otte boligunits, som indrettes. De vil svare til en kollegiebolig med plads til den enkelte og fælles toiletter og bad samt fællesfaciliteter til madlavning og ophold. I de billige boliger kan de unge bo et års tid eller to, indtil de finder deres egen permanente bolig på øen, forestiller PFO sig.

Anne Vinter fremhævede videre, at da Lolland er klimakommune og på mange måder en frontløberkommune, vil det være interessant for andre at se, hvordan en ubrugt ressource - som en gammel bygning også er - kan bruges til bosætning.

Ud over boliger ønsker gruppen at indrette værkstedsfaciliteter og daglig fællesspisning for en større gruppe.

Pengene til renoveringen skal komme fra fundraising og donationer. Efter renoveringen vil huslejeindtægter kunne dække driften, venter PFO.

Da vand- og el-tilslutning er afmonteret, vil de skabe radikale løsninger vedrørende vand og el, således at bygningen bliver "off grid" og med et meget lavt forbrug af både vand og el - med inspiration fra Berlin og Amsterdam.

Må ikke sælge

Holger Schou Rasmussen oplyste, at kommuner ikke må handle med ejendomme, de ikke selv har ejet, og derfor ikke kan videresælge den gamle kro:

- I skulle have været der for fem år siden med en fond i ryggen. Hvad skal de unge, der skal bo her, lave til daglig? Vi har i forvejen mange unge, der flytter til Lolland, som intet arbejde har, og som skal have hjælp af resten af kommunens indbyggere.

- Jeg vil hellere have 450 stærke fejbattinger end 700, hvor de 250 skal have hjælp af det offentlige, fortsatte borgmesteren.

Holger Schou Rasmussen tilføjede, at det vil koste mindre at rive kroen ned og bygge nyt end at renovere, og at kommunen også har fået henvendelser fra borgere på Fejø, der har sagt, at man ikke kan være bekendt at have bygningen liggende.

- Men måske kan vi finde et kommunalt hus på Fejø, hvor vi kan prøve jeres tanke af. Det her er en for stor mundfuld. Men det havde været noget andet, hvis I stod med en stor fond, der var klar til at spytte 80 procent i det.

- Hvis et fond vil give 20 millioner for at afprøve jeres idé, så vil jeg gerne slås i Folketinget for, at kommunen får lov at sælge bygningen videre, sagde Holger Schou Rasmussen.

Gruppen håbede at få tre måneder til at sondere terrænet, og borgmesteren svarede, at han ikke tror, at bygningen er revet ned før i hvert fald 1. september.

Anne Vinter siger, at de nu skriver til Tesla eller et eller andet vildt og ser, om de kan skaffe nogle millioner.

- Jeg tror ikke, at det koster 20 millioner at renovere kroen, siger hun.