Ordentlig madamme på vej

Den gule megamaskine "Fetsy", der skal dumpe sten til nye moler ved Rødbyhavn, er ved at blive rigget til i Nakskov. Den har følgeskab af to slæbebåde. Foto: Jan Knudsen

Stendumper skal bygge nye moler ved Rødbyhavn.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV/RØDBYHAVN Rigtig mange nakskovitter har siden i tirsdags været en tur på Nakskov Havn ved det gamle færgeleje for at betragte en gul megamaskine, der er bugseret til havnen af to slæbebåde.

Der er tale om stendumperen "Fetsy," som Femern A/S med lollandsk folkevid har tilladt sig at omdøbe til "Fede Fetsy."

Det er da også en ordentlig madamme med en længde på 60 meter og en bredde på 20 meter, der ligger til kaj.

Den gule megamaskine "Fetsy", der skal dumpe sten til nye moler ved Rødbyhavn, er ved at blive rigget til i Nakskov. Den har følgeskab af to slæbebåde. Foto: Jan Knudsen

Moler 500 meter fra kysten

"Fetsy" skal rigges til i Nakskov og derefter trækkes til Rødbyhavn af de to slæbebåde, og i slutningen af denne uge forventer kommunikationskonsulent i Femern A/S, Andrew Crone-Langkjær, at hun kan påbegynde sit omkring et år lange arbejde.

Stendumperen skal placere tusindvis af tonstunge granitblokke fra et norsk stenbrud, som bliver til nye moler, 500 meter ud fra kysten.

Molerne skal skærme den kommende arbejdshavn, der skal udgraves til byggeriet af Femern-tunnelen, for den daglige belastning fra bølgerne og holde til stormvejr langs den lollandske kyst under tunnelbyggeriet.

"Fetsy" får da også snart følgeskab af den første store, monstergravemaskine, "Simson", der lige nu udrustes med specialudstyr til opgaven i Femern Bælt, hvor den skal grave på 30 meter dybt vand.

Ved Rødbyhavn sejles "Fetsy" direkte ud på sin kommende arbejdsplads, hvor den skal dumpe de store sten i vandet, så de bedste chancer for at se megamaskinen er faktisk i Nakskov Havn i øjeblikket, oplyser Femern A/S' kommunikationskonsulent.