NAKSKOV De sidste årtier har Nakskov Fjord betydet meget for Otto Paludan, som blandt andet står for de populære sejlture på fjorden.
Nu kommer fjorden dog til at fylde endnu mere i den tidligere skolelærers liv, for han er nemlig blevet udnævnt som Skov- og Naturstyrelsens opsynsmand for hele fjorden.
- Jeg tilbringer alligevel det meste af min tid omkring fjorden, så var det naturligt, at jeg søgte jobbet, siger han.
Jobbet, som kun er symbolsk betalt, går blandt andet ud på at holde øje med, at turister, fiskere, jagere og alle besøgende tager hensyn til områdets rige plante- og dyreliv.
- Jeg skal ikke være en politibetjent, som skælder ud. Tværtimod, så skal vi arbejde på at få flest muligt ud at opleve området.
- For hvis de kender det, så passer de også bedre på det, siger han.
I anledning af udnævnelsen har Otto Paludan taget Folketidende ud til Ydø ved begyndelsen af Albuen, hvor han netop har opstillet et par bænke til fri afbenyttelse for områdets besøgende.
- Jeg synes, det her sted simpelthen er et af de smukkeste, fordi man kan se så langt til alle sider, siger Otto Paludan.
Historisk fjord
På trods af, at Otto Paludan holder meget af områdets natur, så brænder han i særlig grad for områdets historie, og de mange fortidsminder som findes langs fjorden.
- Jeg tror ikke, der findes andre steder i landet, hvor der så mange historiske minder som her.
- Det er spor efter de første stenaldermennesker, slotsruiner fra middelalderen og skanser fra både Svenske- og Englandskrigene, fortæller han.
Glad for ansættelse
Statsskovrider Claus Jespersen fra Falster Statsskovdistrikt er ikke i tvivl om, at man har fundet den rette mand til jobbet.
- Otto Paludan kender fjorden, er god til at formidle, og så har han hænderne skruet godt på siger skovrideren.
Han understreger også, at det er vigtigt at have en lokal opsynsmand, fordi det er svært at have det daglige overblik over området, da Skov- og Naturstyrelsen har hjemsted i Nykøbing F.
Andreas Norrie
adn@folketidende.dk
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde