Overraskende højt metantab fra biogasanlæg

- Det er et for højt udslip, og det skal bringes i orden, siger Henrik Høegh.

Offentliggjort Sidst opdateret

ABED Der vil formentlig blive ført nøje kontrol med den positive klimaeffekt af det biogasanlæg i Abed, som et flertal i Lolland Byråd ønsker opført. Et forslag til lokalplan og kommuneplantillæg for projektet er nu i høring.

Anlægget skal mindske landbrugets drivhusgasudledning og forsyne energitunge virksomheder med gas, men en undersøgelse, som ingeniørvirksomheden Rambøll har foretaget for Energistyrelsen, viser, at metan-tabet fra eksisterende biogas- og rensningsanlæg er overraskende højt.

Normalt er det drivhusgassen CO2, der tales om, når det gælder global opvarmning, men der bliver mere og mere metan i atmosfæren - og den virker kraftigere på drivhuseffekten end kuldioxid, CO2.

Undersøgelsen viste, at anlæggene gennemsnitligt havde et metan-tab på 2,5 procent. I de danske klimafremskrivninger er forudsat et metan-udslip på 1 procent, så det er et overraskende højt tab, som Energistyrelsen ventes at gribe ind overfor.

- Hvis man trækker de offentlige spildevandsanlæg fra, der har et metantab på 7 procent, har de landbrugsbaserede biogasanlæg et udslip på 1,9 procent, hvor det skulle have været på 1 procent, forklarer byrådsmedlem Henrik Høegh (V), der er formand for brancheorganisationen Biogas Danmark.

- Det er et for højt udslip, og det skal bringes i orden. Ellers vil det også få konsekvenser i forhold til den økonomiske støtte til anlæggene, siger Henrik Høegh.

Metanen siver ud fra utætte ventiler og haner, eller også udleveres restproduktet til landmændene, før det er afgasset ordentligt - så det er nemt at gøre noget.

Henrik Høegh tilføjer, at der er fokus på at undgå metanudslip, fordi der ikke må slippe gas ud af hensyn til sikkerhed, økonomi og klima. Der er gasdetektorer og "sniffere", som dog ifølge rapporten ikke finder alle typer lækager. Desuden har der ikke alle steder været nok opmærksomhed omkring opsamling af metan fra efterlagre med biomasse.

Med et metantab på 1 procent spares klimaet i 2030 for 3,2 millioner tons CO2. Biogasanlæggene "fanger" metan fra husdyrgødning, som ellers ville ryge ud i atmosfæren, og anlæggene fortrænger fossile brændstoffer, der står for to tredjedele af udledningen af CO2.