Padelbaner åbner til foråret

Det er på arealet til venstre for cykel- og gangstien ned mod Blegen og idrætscentret, at firmaet vil opføre to padelbaner. Man spiller fire ad gangen og med et stort bat. Foto: Jan Knudsen

Bliver lavet med onlinebestilling af baner.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Det er familievirksomheden All-Padel Aps med primære rødder i Korsør, der har søgt byggetilladelse til to padelbaner i Nakskov. Konkret på det grønne areal bag ved Nakskov Bibliotek, der støder op til Blegen.

- Vi vil gerne tilbyde den nye sport også udenfor de største byer og har lige fået byggetilladelse i Skælskør, fortæller faren i familien, og All-Padels direktør, Jesper Laugesen.

- Og vi kigger mange steder på Sjælland i de mindre byer, men det er en lang proces at finde egnede grunde, tilføjer han.

Foreløbig vil All-Padel Aps gerne opføre to padelbaner i bure i Nakskov.

- Det er så vores drøm at få råd til at lave overdækning, men det koster næsten det samme som at lave selve banerne. 500.000 kroner, fortæller Jesper Laugesen.

Man booker en bane via en app, hvor man kan vælge et tidspunkt. Man får så tilsendt en kode, som man taster ind, hvorefter lyset tænder, og man har adgang til banen.

- Vi tror, at det bliver en populær sport, for tennis er langt mere teknisk, og det bliver først sjovt, når man har spillet i nogle år. Padel er nemmere at gå til, synes Jesper Laugesen.

- Vi vil også lave events, hvor folk kan komme og prøve det. Nu håber vi snart at få byggetilladelse, så vi kan melde endeligt ud og åbne 1. april eller senest 1. maj.