Personale sendte briller i vaskemaskinen: - Ikke alt er omfattet af indboforsikringen

Man kan ikke få erstattet briller, hvis personalet på et plejehjem kommer til at putte dem i vaskemaskinen, mener vicedirektør i F&P, som er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber.

Offentliggjort Sidst opdateret

Når man tegner en forsikring, skal man huske at læse dét med småt og især lægge mærke til, hvad der ikke er omfattet af forsikringen.

Pia Holm Steffensen, underdirektør i F&P, som er brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaber, mener ikke, at Marianne Beskes mor kan tegne en indboforsikring, der dækker alt.

Heller ikke, når personalet på det plejehjem, hvor den 92-årige kvinde bor, ved en fejl kommer til at putte hendes briller i vaskemaskinen eller træder på et høreapparat.

- Hvis der for eksempel er tyveri eller vandskade, er det omfattet af beboerens egen forsikring. Men dette tilfælde er ikke dækningsberettiget i en almindelig indboforsikring.

Hvorfor ikke?

- Når man laver en aftale om, at nogle ting er dækket, er det ikke alt i hele verden, der kan ske, som er omfattet af en forsikring. I lige præcis dette tilfælde, hvor en anden forvalter nogle briller, tror jeg ikke, man kan tegne en forsikring, hvor det ville have været erstattet. Hvis nogen træder på et høreapparat, kunne det måske have været omfattet af en pludselig skadedækning, men det er ikke alle selskaber, der tilbyder det, og typisk vil der være en relativ høj selvrisiko.

Når man laver en aftale om, at nogle ting er dækket, er det ikke alt i hele verden, der kan ske, som er omfattet af en forsikring.

Pia Holm Steffensen

Når det er en medarbejder, der smider brillerne i vaskemaskinen, mener datteren, at det så at sige er en skade forvoldt af Lolland Kommune. Hvad siger du til det?

- Det kan jeg godt forstå, og det ville jeg også gøre.

Skal det forstås sådan, at der ikke er nogen forsikring, der ville dække skaderne?

- Der er ikke nogen indboforsikring, der vil dække det, så jeg ville kontakte kommunen igen og spørge, om de fortsat mener, om ikke det her er omfattet af deres erstatningsansvar. Jeg tror, kommunen antager, at det er omfattet af beboerens indboforsikring, siger Pia Holm Steffensen.

Læs også: Briller i vaskemaskinen og ødelagte høreapparater: Men kommunens forsikring vil ikke dække