PESTEN HÆRGER VED LANDSBY

Uhyggen har lagt sig over Frilandmuseet, og ikke bare pesten hærger landsbyen, men også svenske soldater. Man kan opleve stemningen, når porten til byen går op 28. oktober. Arkivfoto: Anders Knudsen

I den lille landsby, der normalt udgør Frilandsmuseet, breder uhyggen sig 28. oktober.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO: En mystisk sygdom spreder sig blandt de små huse og den store gård.

Andre landsbyer er allerede lagt øde, og mens nogle familier er udslettet, går andre og venter på den grufulde og smertefulde sygdom, som næsten med sikkerhed er vejen til dødsriget.

Vi er i året 1659, og ud over den mystiske sygdom er Lolland hærget af svenske tropper, som krydser øen.

Det lyder grufuldt og uhyggeligt, og sådan vil det være at besøge Frilandsmuseet, når allehelgensaften markeres 28. oktober.

- Denne aften bliver Maribos frilandsmuseum omdannet til en landsby fra midten af 1600-tallet, efter at en flok svenske soldater har slået et smut forbi, og det, der er tilbage, må jeg indrømme, er i en meget sørgelig forfatning. Sygdommen har virkelig fået fat i den lille landsby, og man skal være på vagt, når man besøger stedet, da det ikke er til at sige, hvad der gemmer sig i skyggerne, fortæller formidlingsinspektør ved Museum Lolland-Falster, Anne-Lotte Sjørup Mathiesen.

- Sidst, vi holdt allehelgens-arrangement, var der flere, der efterlyste mere gys, og det vil vi naturligvis gerne efterkomme. Så vi har været en tur i kilderne og fundet nogle grumme beretninger, vi kan krydre denne aften med.

Pesten ramte Danmark første gang i 1350'erne, og de følgende hundrede år vendte den sorte død tilbage flere gange.

Som det første land i verden blev der i Danmark i 1625 indført en pestlovgivning, og den var med til at få kontrol over sygdommen.

Helt styr på sygdommen var der dog ikke, og i begyndelsen af 1700-tallet hærgede den igen. Det skyldtes den store nordiske krig, der fik sat alle lovene ud af kraft. I København døde dengang over en tredjedel af indbyggerne af pest.

Har man lyst til at tage på en tidsrejse tilbage til et mørkt og uhyggeligt kapitel i vores fortid, anbefaler museet, at man køber billet på forhånd via museets hjemmeside, og at børn følges med voksne, da der vil være meget mørkt på museet, og der vil forekomme uhyggelige elementer.