Piger stjal fra 80-årig

En 80-årig kvinde fra Nakskov blev fredag eftermiddag udsat for et ganske frækt tasketyveri.

Kvinden havde været i Fakta for at købe ind, og på en parkeringsplads ved Nørrevænget kom to piger løbende forbi hende, og stjal hendes taske op ad cykelkurven.
Den 80-årige kvinde mistede ikke modet, men forsøgte faktisk at løbe efter pigerne og råbte om hjælp, men havde ingen chance for at indhente dem.

Til gengæld fik den 80-årige kvinde kort efter hjælp af en forbipasserende mand, der havde set to piger løbe ned i et kælderrum i Nørrevænget. Han gik ned i kælderrummet, og kom tilbage med kvindens taske samt indhold.

Den 80-årige gik i første omgang hjem, glad for at have sin taske og dens indhold tilbage. Pårørende overbeviste hende om, at hun burde melde tyveriet til politiet, og det gjorde hun så søndag. Overfor politiet beskrev hun de to piger som cirka 13-15 år. Den ene var lyshåret og den anden mørkhåret.

- Vi vil meget gerne høre fra vidner, der kan hjælpe med at identificerer de to piger, siger vagthavende ved Nakskov Politi, Boje Jørgensen.




En kvinde på 80 år blev udsat for groft tasketyveri af to teenagepiger, men kvinden fik sin taske igen.

Offentliggjort Sidst opdateret