Plads til at træne i både sol og regn

Rejsegildet kunne fejres i et vejr, der mindede mere om forår end vinter. Få timer før stod regnen dog ned over Maribo Sø Golfklub. Foto: Jan Knudsen

Frivillige er godt i gang med byggeri på golfbanen.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Det er nærmest symbolsk, da regnen vælter ned over golfbanen i Maribo torsdag formiddag.

Til middag skal klubbens bestyrelse og en flok frivillige kræfter nemlig fejre rejsegilde over klubbens nye byggeri, som netop handler om at sikre læ.

Ved klubbens driving range tager et skur langsomt form, og går alt efter planen, vil det stå helt færdigt inden jul.

Den lille træbygning vil have plads til tre udslagssteder og vil kunne sikre, at klubbens spillere vil kunne træne uanset vind og vejr.

For klubbens protræner, Thomas Greisgaard Larsen, er den kommende tilbygning først og fremmest en hjælp til klubbens medlemmer.

- Jeg har et princip om, at jeg aldrig aflyser træninger på grund af dårligt vejr. Men det gør medlemmerne nogle gange, derfor kan vi nu sikre, at de kan stå i læ og tørvejr, når de skal modtage træningen, siger han.

Det kommende skur retter sig mere til dem, der dyrker golf som sport frem for som hobby, da de bruger mere tid til træningen, forklarer klubbens træner.

Selv får han da også noget ud af at komme ind under det kommende tag, men det er mere om sommeren end om vinteren.

- Det bliver dejligt ikke at skulle stå ude og brænde i solen i seks til syv timer på en rigtig varm sommerdag. Det kan virkelig været hårdt, fortæller Thomas Greisgaard Larsen.

Forslaget om den nye bygning skabte stor splittelse på generalforsamlingen sidste år, hvor det blev godkendt med et snævert flertal. 68 stemte for, og 64 var imod.

Dengang skabte prisen masser af debat, men der blev også arbejdet med et væsentligt højere budget end det, som byggeriet kommer til at koste.

- Med det hele kommer bygningen til at koste os omkring 75.000 kroner, fortæller formanden for Maribo Sø Golfklub, Niels Gram.

At prisen kan holdes nede skyldes klubbens mange frivillige. Et murer har støbt fundamentet, mens resten klares af klubbens egne folk.

- Vi har et medlem, som laver taget på bygning, som et sponsorat. Det er med til at holde prisen nede, siger Gert Bonde, der har ansvaret for, at byggeriet bliver færdigt.

Udhænget på skuret bliver forholdsvist stort.

Det skal nemlig sikre, at spilleren kan stå i læ og skygge, men det skal samtidig give plads til, at golfbolden kan stige til vejrs på den helt rette måde.