Planklagenævnet sætter kommune på stort, omfattende arbejde

Det beregnede antal kollisioner for bramgås vil ligge for tæt på det kritiske niveau på to procent, finder Planklagenævnet. Foto: Naturpark Nakskov Fjord

Nødvendigt med nye fugle-vurderinger, hvis den nu ugyldige lokalplan for Bogø-vindmøllerne skal kunne godkendes.

Offentliggjort Sidst opdateret

BOGØ INDDÆMNING: Efter at Planklagenævnet nu har erklæret lokalplanen og miljørapporten for otte nye vindmøller ved Bogø Inddæmning på Vestlolland for ugyldig, må Lolland Kommune - eller bygherren Hofor - på et stort, omfattende arbejde, hvis man fortsat vil rejse kæmpemøllerne.

Lokalplanen og miljørapporten er faldet på grund af møllernes påvirkning af fugle i Natura 2000-området, der omfatter hele Nakskov Fjord og Nakskov Indrefjord, samt i fuglebeskyttelsesområdet F88, der udgør samme areal - og blot ligger 80 meter nord for planområdet for de nye møller.

Rigt fugleliv

Begge områder er udpeget på grund af det rige fugleliv i Nakskov Fjord og Indrefjord med både ynglende fugle, rastende trækfugle og overvintrende fugle.

Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og to lokale foreninger, der har klaget over mølletilladelsen og miljøvurderingen, har specielt klaget over konsekvensvurderingen for og møllernes påvirkning af bramgæs og havørne.

Klagerne mener ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, at arterne ikke vil blive skadet af mølleplanerne, og påpeger blandt andet også, at der ikke er anvendt et forsigtighedsprincip ved beregning af fuglenes dødeligheden ved kollision med møllerne, og at fugleundersøgelserne er mangelfulde.

I sin afgørelse gør Planklagenævnet da også opmærksom på, at hvis kommunen behandler planforslaget igen, skal dette ske i overensstemmelse med følgende:

Kommunen skal foretage en ny konkret vurdering af kollisionsrisikoen for fuglearterne i Nakskov Fjord, hvor forudsætningerne for vurderingen af en acceptabel påvirkning skal begrundes for de enkelte arter, ligesom der skal foretages en konkret vurdering i forhold til risikoen for fortrængning og den barriere, vindmøllerne vil skabe.

I princippet er det nærmest hele naturkonsekvensrapporten, som nævnet har kasseret, så den skal laves om.

Omfattende arbejde

Vurderingen omfatter altså ikke kun havørn og bramgås, men også sang- og knopsvane, sædgås samt taffel- og troldand og blishøns, og der bliver dermed tale om et endda meget omfattende arbejde, der skal laves om, og hvor undersøgelserne formentlig vil have en spændvidde på mindst et år, hvis der skal laves nye fugleobservationer.

Når fugleundersøgelserne er klar, skal kommunen på den baggrund foretage en ny vurdering af, om en påvirkning på Natura 2000-områdets integritet kan udelukkes.

Kommunen skal foretage konkrete vurderinger i forhold til påvirkningen af eventuelle udvalgte fokusarter samt redegøre for, hvorfor andre arter ikke medtages i konsekvensvurderingen.

Planklagenævnet gør opmærksom på, at det ved en eventuel fornyet vurdering af påvirkningen bør inddrages, at der i november 2021 er udsendt en revideret basisanalyse og udkast til en ny Natura 2000-plan for fuglebeskyttelsesområde F88.

Kommunen skal også være opmærksom på, at en eventuel ny lokalplan skal være i overensstemmelse med kommuneplanens generelle retningslinjer for vindmøller, jævnfør planlovens paragraf 13, styk 1, nummer 1.

Kolliderer med møllerne

Lolland Kommune har i lokalplanen og miljørapporten antaget, at en kollisionsrisiko på op til 2 procent ikke vil påvirke nogen af fuglearterne, så bestandene bliver truet.

Men et enstemmigt Planklagenævn mener ikke, at en øvre grænse på 2 procent kan anvendes som kriterium for en acceptabel påvirkning - uanset art.

For EU-Domstolen har i lignende sager fulgt ORNIS-komiteens kriterier på mindre end 1 procent.

I 2019 til 2020 blev der set 66 flyvende havørne i området omkring det planlagte vindmølleområde. Foto: Mik Eskestad

Det beregnede antal årlige havørne-kollisioner vil udgøre 1,82 procent af den vestlollandske bestand ved opstilling af 10 vindmøller, mens der ikke er foretaget beregninger ved opstilling af otte vindmøller.

Antallet af bramgæs-kollisioner ved opstilling af otte møller med en rotordiameter på maksimalt 126 meter vil ifølge bygherrens oplysninger under klagesagen udgøre 2,1 procent af antallet af bramgæs i området, og tallet kan komme under 2 procent, hvis der hurtigt nedpløjes roerester.

Klagerne har blandt andet også bekymret sig for møllernes påvirkning på flagermus, men der ser et flertal i Planklagenævnet ingen grund til bekymring.

Nævnet mener heller ikke, at visualiseringsdelen af planen har været for dårlig, eller at kulturarv kommer i klemme.

Bogø Vig

  • Bogø Vig, lige nord for Bogø Inddæmning, er et af Nakskov Fjords absolut bedste steder at kigge på fugle. Det er et beskyttet område med fred og ro, så her ligger ofte mange fugle. 
  • Især i vinterhalvåret er det en vigtig rasteplads for gæs, svaner, vade- og andefugle. 
  • På de bedste dage kan man være heldig at opleve især gæs i tusindtallige flokke.
Planklagenævnet vil ikke acceptere en dødelighed på 2 procent af populationen ved kollision med vindmøllerne. Foto: Jan Knudsen