Pleje Plus kunne vinde ved Lollands opsigelse

Jack Leiberg arbejdede som rådgiver for Pleje Plus. Han så det som en fordel, da Lolland Kommune ville opsige kontrakten med Pleje Plus. Foto: TV Øst

Konsulent Jack Leiberg så det som en fordel for Pleje Plus, da Lolland Kommune opsagde kontrakt.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konklusionen var givet på forhånd, da Lolland Kommune i marts 2017 satte konsulentfirmaet BDO til at undersøge Pleje Plus. Det vurderer Jack Leiberg, indehaver af konsulentfirmaet Kvalit, som hjalp Pleje Plus.

- Den her rapport skulle afleveres til byrådet, så byrådet kunne se, det ikke fungerede ordentligt, sagde han, da han tirsdag blev afhørt i en retssag ved Retten i Hillerød.

Da Lolland Kommune i sommeren 2017 - på baggrund af BDO-rapporten - opsagde kontrakten med Pleje Plus, førte det kort efter til plejefirmaets konkurs. Men hvis ellers det var lykkedes at holde kreditorerne fra døren, kunne opsigelsen faktisk have været en fordel for Pleje Plus, mener Jack Leiberg.

Han kender Pleje Plus, fordi plejefirmaets direktør, Lena Løve Jensen, flere gange hyrede ham til at hjælpe. Sidste gang var i den hektiske tid op til konkursen i sommeren 2017, hvor han fire gange var på Lolland.

- Første gang var en uge inde i juni, hvor jeg snakkede med nogle af medarbejderne. Alle vidste godt, at Lolland Kommune ville opsige aftalen, sagde han.

- Ville det ikke være skidt? spurgte hans advokat, Per Michael Klausen.

- Nej, det ville være en fordel, sagde Jack Leiberg og forklarede, at Serviceloven beskriver to forskellige måder, private firmaer kan levere hjemmeplejeydelser.

Den ene er udbudsmodellen, som var den, Pleje Plus opererede under i Lolland Kommune, og den anden var frit valgs-modellen. Og når Lolland Kommune opsagde udbuds-aftalen med Pleje Plus, ville firmaet i stedet kunne levere sine ydelser via frit valgs-modellen.

- Jeg vidste, Pleje Plus ville komme ind på frit valgs-modellen, for der var ikke nogen konkurrenter i området, der kunne overtage de 400 borgere. Og det ville betyde, at timeafregningen ville stige 15 procent. Så økonomisk var det en fordel at lade byrådet trykke på knappen, komme ud af kontrakten og få de samme borgere igen til 15 procent højere pris. Og jeg ser af mails, at det mener borgmesteren også, sagde Jack Leiberg.

Sagen blev politisk

Han tilføjede, at hele sagen med byrådets beslutning om at opsige kontrakten var blevet politisk.

- Det handlede om for borgmesteren at få afmonteret politikken i det, fordi han skulle i valgkamp fire måneder efter. Borgmesteren og en del af personalet i kommunen var egentlig ikke dårligt stemt overfor Pleje Plus. Man gik ind i en svær sommer og vidste, man fik brug for Pleje Plus, vurderede Jack Leiberg, der sammen med Lena Løve har repræsenteret Pleje Plus i forhandlinger med kommunen.

Over for Folketidende bekræfter borgmester Holger Schou Rasmussen (S) Jack Leibergs vurdering.

- Jack har grundlæggende ret: Jeg var ikke fortaler for, at vi skulle smide Pleje Plus ud. Jeg var fortaler for, at vi gik sammen i en model med frit valgs-ordningen, fordi vi havde brug for, at nogen kunne tage over for de 350 borgere, de havde. Hele vores eget system skulle på ferie, så det var et kæmpe pres på vores kommunale organisation, hvis Pleje Plus gik konkurs, siger Holger Schou Rasmussen.

Han vurderer også, at mange borgere gerne ville fortsætte hos Pleje Plus.

- Vi kunne se på de klager, der kom ind, at det var de samme 30-40 borgere. Der var 300 borgere, der var godt tilfredse. Og gik vi over til en frit valgs-løsning, kunne kommunen tage de kunder ind, der ikke ville være hos Pleje Plus, forklarer han.

Men sådan gik det ikke. 30. juni 2+17 gik Pleje Plus konkurs, så kommunen måtte overtage opgaven med hjemmepleje til alle de berørte kunder.

- Heldigvis klarede vores organisation det, bemærker borgmesteren.

Læs også artiklen "Konsulent: Lena forsvarer sig" i torsdagens Folketidende.

Det handler retssagen om: Kuratoren for Pleje Plus-konkursboet kræver, at en betaling af 336.406,25 kroner fra Pleje Plus til konsulentfirmaet Kvalit v/Jack Leiberg omstødes. Betalingen skete nemlig kort efter, at Skat 29. maj 2017 havde begæret Pleje Plus konkurs. Dermed blev betalingen "kreditorforrykkende", som det kaldes. Det vil sige, at Kvalit v/Jack Leiberg blev tilgodeset på bekostning af blandt andre Skat, der havde flere millioner kroner til gode hos Pleje Plus. Kvalit v/Jack Leiberg har afvist kravet og siger, betalingen var aftalt i god tid inden Skats konkursbegæring.