PLEJEHJEMSBEBOER: FOR MEGET SOVS OG KARTOFLER
Lolland Kommune har i august gennemført et lovpligtigt tilsyn på 11 plejecentre. Arkivfoto: Anders Knudsen
ukendt
I Rønnebærparken i Dannemare har de tre udvalgte beboere vidt forskellig opfattelse af maden fra Fælleskøkkenet.
LOLLAND: Lolland Kommune har i august gennemført et lovpligtigt tilsyn på 11 plejecentre.
Nogle steder har beboerne det godt og er særdeles tilfreds med personalet. Andre steder kan de adspurgte fornemme, at personalet taler hårdt, når der er travlt.
I Rønnebærparken i Dannemare har de tre udvalgte beboere vidt forskellig opfattelse af maden fra Fælleskøkkenet.
Én synes ikke rigtig om maden. Den er ikke varieret nok og der er for meget med sovs og kartofler.
En anden finder maden velsmagende og varieret, mens den tredje synes maden smager godt, men er ikke særlig varieret.
Frivillige bliver væk
Beboerne i Rønnebærparken mener, at de kun i begrænset omfang har mulighed for at deltage i aktiviteter og arrangementer, og to ud af tre af de adspurgte efterlyser flere aktiviteter.
Teamlederen oplyser, at personalet er i gang med en større omstillingsproces, der skal munde ud i ekstra fokus på aktiviteter for borgerne. En forklaring på få aktiviteter kan være, at ikke alle frivillige er vendt tilbage til plejecentrene efter corona-pandemien.
Om kommunalt tilsyn på plejecentre
Tilsynene skal skabe mulighed for læring og fremadrettet udvikling.
Målet er at sikre:
- at de kommunale ydelser løses i overensstemmelse med de afgørelser, kommunalbestyrelsen har truffet efter disse bestemmelser og i henhold til kommunens vedtagne kvalitetsstandarder.
- at borgernes retssikkerhed tilgodeses.
- at belyse borgerens oplevelse af kvaliteten.
- at belyse borgerens sociale trivsel.
Tilsynene er udført i august 2022.
Der er foretaget interviews med tre i forvejen udvalgte beboere ud fra spørgeskema.
Duften af mad
På plejecentret i Sandby er de tre adspurgte beboere meget glade for personalet, som de beskriver som
søde og hjælpsomme. De oplever en god omgangstone og at personalet er tilgængelige og i nærheden, når der er behov for hjælp ud over det vanlige.
De beskriver også, at der er mange aktiviteter og sociale arrangementer på stedet.
Når det kommer til maden fra Fælleskøkkenet er man generelt tilfreds. Men en af de adspurgte savner duften og smagen af hjemmelavet mad.
Hård tone
På Skolebakken i Nakskov er to af de beboere, der medvirkede ved tilsynet, generelt tilfredse med den hjælp de modtager. Den tredje borger er kun delvist tilfreds med hjælpen. Borgeren oplever, at der er for store udsving i tidspunkter for hjælpen og at vedkommende ofte må blive siddende i sin kørestol under middagshvilet, fordi der ikke er tid til at hjælpe vedkommende i seng.
To af borgerne beskriver, at nogle få medarbejdere indimellem anvender en noget hård tone, udstråler travlhed og giver udtryk for at de skal skynde sig.
Teamlederen forklarer til tilsynet, at der var travlt i august på grund af sygdom og for få vikarer. Desuden oplyser teamlederen, at personalet taler om, at de har meget travlt selv om der er det personale, der skal være.
Det er tilsynets opfattelse at enkelte medarbejderes håndtering af disse situationer ikke er acceptabel – det må ikke gå ud over borgerne at personalet føler sig presset, fremgår det af tilsynsrapporten.
Ikke tid til snak
Beboerne på Skovcentret i Nakskov omtaler de tre adspurgte beboere personalet som søde og hjælpsomme.
To af borgerne oplever, at personalet har travlt og ikke har tid til at snakke og være til stede. Personalet har tit travlt, da de skal reagere på nødkald særligt om morgenen.
Borgerne oplyser, at der arrangeres forskellige sociale aktiviteter på plejehjemmet. En af borgerne er tilfreds med mængden af tilbud, mens de to andre godt kunne tænke sig, at der skete lidt mere - for eksempel gåture og fysisk aktivitet. Begge giver udtryk for at tilværelsen bliver lidt for ensformig, når der ikke sker mere end der gør for nuværende.
Glad for personalet
På Stokkemarkecentret giver alle tre adspurgte beboere, at de er glade for personalet, som er søde og hjælpsomme med en god omgangstone præget af godt humør.
Borgerne giver også udtryk for at personalet er synligt og tilgængeligt, når de har behov for hjælp.
Rejser problemer
Karen Zubari, formand for Ældrerådet i Lolland Kommune, taler på egne vegne, når hun kommenterer tilsynsrapporten.
- Jeg mener, at tilsynsrapporten rejser en del problemer. Blandt andet om, at der skal gøres en indsats for at forebygge social isolation af sengeliggende og at personalet visse steder åbenbart undskylder travlhed med, at de ikke er nok på arbejde. Men det stresser beboerne, siger Karen Zubari.
Jeg mener, at tilsynsrapporten rejser en del problemer.
Karen Zubari
Seneste artikler
Når natklubberne lukker, rykker festen videre
Lottomillionær nummer 4.000 nærmer sig: Den allerførste var fra Lolland
Vilde Nykøbing FC slog rekorder i hvepseboet
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Mest læste artikler
Stopper efter 140 år: - Vi kan ikke betale købmanden med traditioner
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Nabo taber klagesag om kæmpe solcelleanlæg
Kronprinsen til stor brofest
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse