Politi er trætte af uansvarlige hundejere

NAKSKOV Vicepolitiinspektør Jørgen Ingemann Hansen fra Nakskov Politi er helt klar i mælet, når han taler om de mange hundesager, politiet må tage sig af denne sommer: - Vi er trætte af alle de hunde, som tager vores tid! I går var der flere eksempler på problemet. På Skotterup i Nakskov løb to labradorer løse omkring og var også inde i en have. Politiet fandt frem til hundenes hjemsted, men ejeren var ikke hjemme, så betjentene lukkede hundene ind, satte vand til dem og lagde en seddel til ejeren.

En anden hundeejer på Tirsted Landevej er åbenbart taget på ferie og har efterladt en voksen hund og tre hvalpe alene indtil 11. august. Nu passer en nabo flokken. På Marienlystvej i Nakskov var fire store hunde brudt igennem et hegn til naboen. Han turde simpelthen ikke gå ud.

Først klokken 17.15 kom ejeren hjem og kunne kalde hundene til sig.




Nakskov politi spilder tid og kræfter på at indfange løse hunde og opspore bortrejste hundejere.

Offentliggjort Sidst opdateret