- Man skulle da tro, at politiet har styr på deres efterlysninger.
Jan Koch fra Svingelsvej fandt ved et tilfælde den psykisk syge kvinde, som onsdag morgen var efterlyst i radioen.
- Onsdag morgen klokken halvsyv hørte jeg i radioen, at politiet efterlyste en psykisk syg kvinde i Nakskov.
- Da jeg kørte hjemmefra ved syvtiden, kørte jeg forbi Svingelen, og ved plænen foran Skovridergaarden fangede lyset fra bilen noget, jeg først troede, var et dyr. Jeg vendte bilen, så lyset pegede henimod det og kunne se, at det var et menneske. En kvinde, der sad sammenkrøbet og rodede på jorden, som om hun ledte efter noget.
- Jeg standsede bilen og gik hen til hende. Hun havde kun en tynd jakke udover hospitalsskjorten. Jeg var ikke i tvivl om, at det var den efterlyste kvinde.
Da Jan Koch havde beroliget hende, ringede han til Nakskov politis gamle nummer: 54 92 14 48, hvorfra han blev viderestillet til Næsted:
- Jeg kom igennem og forklarede situationen. Så spurgte politimanden: "Har vi efterlyst nogen?"
- Hvordan kan politiet spørge sådan, når de selv har bedt om at få en person efterlyst i radioen?
Jan Koch ryster på hovedet og fortsætter:
- Så spørger han flere gange ind til den præcise adresse, og jeg forklarer ham om Svingels Alle og Krogsbøllevej. Til sidst forklarer jeg ham, hvordan de skal køre ad Løjtoftevej og dreje ned ad Svingelen, og at de kan ringe til min mobil, hvis de ikke kan finde vej.
Jan Koch afbryder sin beretning og udbryder:
- Man siger hos politiet, at man har GPS. Hvorfor kan de så ikke finde vej?
- Han lover så, at de vil sende en vogn. Men der går i hvertfald et kvarter. I den tid når en anden bilist at stoppe og spørge, om der er noget, han kan hjælpe med, men politiet er jo på vej, så jeg sender ham videre. Efter nok et stykke tid kommer en ung mand, og da jeg ikke kan forstå, hvor politiet bliver af, beder jeg ham blive.
- Jeg ringer til politiet og rykker, men vedkommende kan ikke sige noget om, hvornår der kommer hjælp. Så spørger han, om det er vigtigt, for "vi har jo også andre opgaver". Det synes jeg nok, det er, for kvinden er forkommen.
Efterhånden har Jan Koch mistet tålmodigheden med politiet, så han siger, at hvis der går længere tid, kører han selv kvinden til sygehuset.
Men patruljevognen kommer lige om et øjeblik, får han at vide.
Det gør den, og Jan Koch er mere rolig, da han ser, at den ene af betjentene er lokal. Betjentene tager sig af kvinden, der senere bliver indlagt på Oringe.
- Politiet har ikke håndteret det her særligt professionelt, synes jeg. Jeg har forståelse for, at politiet har flere opgaver, men så kunne man for eksempel oplyse om, hvor vognen var henne, eller sørge for at Falck blev sendt i stedet.
- Det her er en kritik af politi-reformen. Jeg er ikke tryg ved, at vi kun har én patruljevogn, der dækker hele Lolland Kommune om natten. Justitsminister Lene Espersens fine ord holder ikke!
Efter sine oplevelser med politiet retter Jan Koch en appel med flere adresser:
- Jeg vil bede om, at andre, der har uheldige oplevelser som følge af politi-reformen, også kommer frem.
- Og så håber jeg, at politiets ledelse og politikerne bliver opmærksomme på, at det her ikke er godt.
- Hvordan kan man også tro, at flere vil bosætte sig her, når man tømmer området for ret, politi og læger? Vi kunne ligeså godt bo på en øde ø!
Ulla Rüth
ur@folketidende.dk
Seneste artikler
Nykøbing FC henter spiller i FC Midtjylland
Cyklist slap heldigt fra sammenstød med bil
Kastede genstand mod kørende lastbil: Forrude smadret
Borgmester vil hjælpe medarbejderne videre: - Det er bydende nødvendigt
Politiet fortsætter eftersøgningen af Maibritt
Mest læste artikler
Nakskov Sukkerfabrik lukker
Kraftig brand i villa
16-årig overfaldet med kniv ved skole
Sukkerdirektør svarer: Hvad nu med Nakskov og Nykøbing?
Klimaminister tager afstand fra gasrør til Lolland efter lukket fabrik