Politiet får en ny grænsestation

Den nye, midlertidige politistation i Rødbyhavn etableres på den østlige side af Færgestationsvej, overfor de lokaler lige op ad indkørslen til Danmark, som i dag huser en del af grænsepolitiets aktiviteter. Foto: Jan Knudsen

Midlertidig modul-politistationen på 1000 kvadratmeter ventes klar inden sommerferien.

Offentliggjort Sidst opdateret

RØDBYHAVN Politiet har sat gang i etableringen af en ny, midlertidig politistation på grænsen i Rødbyhavn.

- Det er for at forbedre kontor- og personalefaciliteterne. I øjeblikket er vi spredt over flere, lejede bygninger i området, siger lederen af udlændingekontrolenheden, vicepolitiinspektør Anton Havegård, Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. Lokalerne vil også huse opholdsmuligheder for dem, der bliver tilbageholdt, mens deres forhold bliver undersøgt.

Den nye politistation bliver på 1.000 kvadratmeter, og opstilles på den østlige side af Færgestationsvej - overfor de gamle speditør-lokaler, som politiet bruger under selve grænsekontrollen ved vejbanerne fra færgen.

Grænsepolitiet holdt indtil 25. marts 2001 til i egne lokaler på grænsen, men den dag trådte Danmarks tiltræden i Schengensamarbejdet i kraft. Nu hed det fri bebægelighed indenfor EU, og grænsebommene i Rødbyhavn blev fjernet.

5. januar 2016 vendte politiet tilbage til grænsen i Rødbyhavn, da Danmark indførte midlertidig grænsekontrol som konsekvens af den store flygtningestrøm, der var kommet til landet fra 2015.

Lige siden har de skiftende danske regeringer forlænget den midlertidige grænsekontrol: Den nuværende vedtagelse gælder frem til 11. maj 2020.

- Men det er modulbyggeri, siger politiinspektør Kim Kliver på spørgsmålet om, hvad den nye bygning vil koste: Det svarer han ikke på, men henviser til at stationen kan tages ned og delene genanvendes, hvis politikerne vælger at ophæve grænsekontrollen.

- Der er nok, lyder det lige så åbne svar fra Kim Kliver på spørgsmålet om, hvor mange der er stationeret i Rødbyhavn.

Den midlertidige og stikprøvevise grænsekontrol er en politiopgave, hvor også politikadetter og i øjeblikket hjemmeværnsfolk hjælper til. Fra februar afløses hjemmeværnsfolkene i øvrigt af militært personale.

Vicepolitiinspektør Anton Havegård håber, at de nye lokaler står klar til sommer - foreløbig er de indledende undersøgelser af grunden gennemført.

Den midlertidige politistation opstilles af firmaet Jytas, der også leverede de modulboliger, Udlændingestyrelsen opstillede til asylcenter ved Skippergården i Rødbyhavn. Mens halvdelen af modulboligerne er flyttet fra Rødbyhavn, er Jytas i øjeblikket ved at indrette de tilbageblevne til midlertidige mandskabsboliger til dem, der skal stå for etableringen af politistationen.

Beboelsesmoduler efter asylcentret på Skippergården skal nu huse dem, der bygger politistationen. Foto: Flemming Keith Karlsen
Politistationen i Rødbyhavn bliver bygget i modulsystem - som den, der blev indviet i Gedser i sidste uge. Foto: Anders Knudsen