Politiet ta'r ikke telefonen

Telefonen ringer og ringer, men der er ingen der tager den, og hvis man i stedet prøver at ringe 114 kommer man heller ikke i forbindelse med en politimand, men en telefonsvarer. Sådan var situationen fredag nat og lørdag formiddag for en nakskovit, der forsøgte at anmelde et indbrud i sit hjem på Løjtoftevej via Nakskov Politis telefonnumre.
Normalt er der omstilling fra Nakskov Politis nummer 54 92 14 48 til Sydsjællands og Lolland-Falsters politi i Næstved. Politiets "reklame" i fredagsens Folketidende for brugen af nummeret 114, kom nakskovitten også i tanke om, men når nummeret blev trykket, fik han blot forbindelse til en telefonsvarer.
Frem til lørdag klokken 12, hvor avisen kontaktede den vagthavende i Næstved, var der fortsat ikke forbindelse til politiet via Nakskov-numrene.
Vagthavende ved politiet, Torben Jørgensen, siger til avisen, at politiet selvfølgelig straks vil agere på oplysningen og kontakte TDC.
I stedet kan folk på Vest- og Midtlolland, der skal i kontakt med politiet bruge numrene 54851448 eller 55311448.




Opdatering lørdag 17.30: Nu igen forbindelse til Sydsjællands og Lolland-Falsters politi via Nakskovs Politis telefonnummer og 114. En tekniker har rettet telefonfejl, der koblede omstilling via Nakskov Politis telefonnummer og 114 af.

Offentliggjort Sidst opdateret