Politikere reagerer på underskrifter
Forældre til børn i specialskolen på vej for at afleverede en underskriftindsamling med 104 signaturer og kommentarer. Foto: Anders Knudsen
Anders Knudsen
Byrådspolitikerne er enige om, at udfordringerne i Specialskolen Lolland skal løses.
LOLLAND Forældrene har krævet handling nu.
- Vi har allerede reageret i børne- og skoleudvalget, fortæller formanden Thomas Østergaard (S).
For så snart, han fik underskriftindsamlingen torsdag, sørgede han for, at den blev drøftet på udvalgets møde samme dag. Her var iøvrigt både nulstilling af merforbruget i den trængte økonomi i specialskolen, som blandt andet skal sikre skolen mulighed for at genbesætte stillinger og hente vikarer ind, og det endelige design af en evaluering af specialskolen, som skal give et 360 graders-eftersyn af tilbuddet, på dagsordenen. Begge dele blev endeligt besluttet, men også underskriftindsamlingen indgår nu i det samlede arbejde med at få specialskolens udfordringer løst, påpeger han.
- Vi har bedt sektoren (Skole og Dagtilbud, red.) om at agere nu og her på dét i underskriftindsamlingens kommentarer og følgebrev, der kan ageres på, siger han og fastslår:
- Så det, vi politisk kan gøre for nu, det har vi gjort.
Næstformanden for udvalget, Eric Steffensen (DF), kalder det ærgerligt, at viden om tingenes tilstand er kommet så sent til udvalget i form af høringssvar og nu en underskriftindsamling.
- Jeg kan ikke forstå, vi ikke har fået noget at vide af administrationen, siger han og lader vide, at han er fuld af sympati for disse forældre.
Det ærgrer ham, at det er nået at blive så galt.
Han forventer at få en plan for, hvordan administrationen vil løse udfordringerne herfra.
Han har dog en bekymring.
- Jeg synes, at der mangler sympati for børn og forældre i den situation, de står i, både fra ledelsen på specialskolen og fra sektoren. Der er noget, der ikke fungerer optimalt, og jeg kan blive i tvivl, om der er kreativitet og dygtighed nok til at skabe miljøer, de her børn kan trives i, siger han.
Den tvivl deler formanden ikke.
- Jeg har fuld tillid til, at ledelsen og sektoren gør, hvad de kan for at løse det, siger formanden.
Medlem af børne- og skoleudvalget, Tine Vinther Clausen (V), afviser at forholde sig til ledelsen.
- Vi er obs på, at den er gal. Vi tager det alvorligt, men vi stoler på processen, og vi har fuld fokus på den, siger hun.
Hun mener, at det vigtigste er, at udfordringerne nu bliver håndteret med nulstilling og evaluering, hvoraf økonomidelen er fremskyndet.
Lars Christensen (SF) er også meget optaget af, at specialskolen fungerer.
- Det er en kerneværdi for os, så det skal vi have løst, siger han, men nævner også, at han ikke har detaljekendskabet, da SF ikke har en plads i børne- og skoleudvalget.
Det har Enhedslisten og Lokallisten Lolland heller ikke, men både Bente Borreskov (EL) og Leo Christensen (Lokallisten) rejser alligevel hård kritik af administrationen.
- Det er jo helt vildt, at det nåede at gå så langt, at de har fjernet så mange ydelser fra specialskolen, og at vi først hører om det, når vi får høringssvar - og nu med underskriftindsamlingen, siger Bente Borreskov (EL).
Hun giver forældrene ret i, at det haster med løsninger.
- Der burde være taget hånd om det for lang tid siden. Det er jo på grænsen til ulovligheder, hvis skolen ikke opfylder lovens krav.
Leo Christensen (Lokallisten) mener, at hele området er nedprioriteret med de mange tilbud, der er fjernet - ridefysioterapi, varmtvandsbassin, særlig støtte - og at ledelsen ved det, men ikke tør sige det. Det undrer ham desuden, at medarbejdernes tillidsrepræsentant og MED-udvalg ikke for længst har råbt højt.
- Jeg tror, de er bange for at miste deres job, siger han.
- Vi burde have hørt om det, for vi skal hjælpe de børn. Hvorfor er kortene blevet holdt så tæt til kroppen?
104 ud af 187 forældre med børn i Specialskolen Lolland har skrevet under på en underskriftindsamling, som kritiserer "snart års faldende kvalitet" i specialtilbuddene. Den blev torsdag, sammen med et følgebrev, afleveret fysisk på rådhuset i Maribo samt afleveret digitalt til samtlige medlemmer i Lollands byråd af formanden for skolebestyrelsen Martin Simonsen, næstformand Maria Schouw Nielsen og de to initiativtagere til underskriftindsamlingen, Rikke Østfeldt-Witt og Karen Esmark Larsen. Forældrene krævede handling nu.