Populært museum kæmper med borebiller

Torsten Elsvor håber, at trappen kan blive lavet i foråret, så den igen kan åbnes, inden sommersæsonen på Polakkasernen begynder. Først skal arbejdet dog finansieres. Foto: Anders Knudsen

Polakkasernen søger fondshjælp til at få bugt med skadedyr.

Offentliggjort Sidst opdateret

TÅGERUP Den ligner et gerningssted, bagtrappen på Polakkasernen, der for tiden er afspærret, og det er den faktisk også.

Borebiller har gjort så store indhug i trinene, at trappen ikke længere er sikker at betræde for offentligheden. Det fortæller Torsten Elsvor, formand for Museum Polakkasernen.

- De æder træet, og det kan brede sig. For eksempel til redskaberne, vi udstiller, og som vi allerede har måttet smide flere ud af, siger han og nævner en effekt, der faldt fra hinanden, da en frivillig løftede den.

Museet blev opmærksom på problemet, efter det i år og sidste år med hjælp fra det polske kulturministerium fik behandlet alle inventardele samt hovedtrappen med gift mod netop borebiller.

Også bagtrappen fik en omgang, men modsat de andre steder viste det sig ikke at virke. Det viste boreprøver, og derfor søger museet nu fondsmidler til at få udbedret skaderne, så angrebet kan stoppes, og trappen genåbnes.

Borebillerne har gjort deres tydelige indhug i bagtrappen. Tidligere behandling har ikke virket. Foto: Anders Knudsen

Spæder selv til

Møenbogaardfonden, der tidligere har givet 60.000 kroner til nye vinduer til museet, er søgt om 40.000 kroner i støtte. Beløbet vil, såfremt det tildeles, gå til både bagtrappen og et par andre projekter, og museet forsikrer i ansøgningen, at det også selv spæder til.

Opsparing og entréindtægter fra et rekordstort besøgstal på 1.600 gæster i løbet af året gør, at museet selv kan dække små 31.000 kroner i det 70.875 kroner store budget, der er lagt for udbedringerne.

Om udgifterne lander præcis der, tør Torsten Elsvor dog ikke sige.

- Der kommer hele tiden overraskelser med sådan et gammelt hus, så vi ved det ikke endnu. Når man går i gang med sådan et projekt, kommer der altid nogle ekstra ting, siger han.

Såfremt støtten tildeles, forventer han, at arbejdet med trappen kan udføres i foråret. Konkret vil det bestå i at skære det yderste af trinene og sætte nye dele på samt udskifte gelændere, og formanden vurderer, at arbejdet vil tage omkring halvanden måned. Dermed skulle trappen være klar til sommersæsonen.