Postbåden har fået ny ejer

Ejendomsudvikler og investor Lars-Erik Houmann Christensen har købt Postbåden. Foto: David Arnholm

Sejlladsen er sikret og Otto Paludan vil stadig være at finde ved roret.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Pr. 1. september har Postbåden "Vesta" af Nakskov fået ny ejer. Men næsten alt er, som det plejer - og det er præcis, hvad den nye ejer, Lars-Erik Houmann Christensen, har ønsket ved købet.

Mange lokale havde allerede gættet på, at det var ham.

- Jeg er opvokset i Nakskov, og Nakskov Fjord har altid været en del af mit liv - helt tilbage fra tiden i optimistjollen og til nu, hvor min familie og jeg de sidste 25 år har haft et fritidshus ude på Albuen. Og i forhold til Postbåden, så er det nok 50 år siden, jeg tog den første tur med den gamle postskipper Skou, fortæller den nye ejer i en pressemeddelelse.

I foråret hørte Lars-Erik Houmann Christensen, at Postbåden var til salg og dermed risikerede at forsinde fra byen og fjorden. Det ville være tæt på en katastrofe for byen, fjorden og ikke mindst turismen på Lolland.

Derfor indledte han sammen med en god ven og erfaren sejler, Michael Vinther, dialog med Otto Paludan omkring en mulig overtagelse af Postbåden.

Otto Paludan, der nu i 11 sæsoner har sejlet Postbåden, mens hans kone Anne-Lise har stået for booking, logistik og meget mere for tusindvis af glade gæster ombord, glæder sig over, at dens drift fortsætter på Nakskov Fjord.

Lars-Erik Houmann Christensen betegner Postbåden som en både fornuftig og bæredygtig forretning og er stolt over at få lov til at være med til at føre den videre og samtidig bidrage til turismeudviklingen omkring Nakskov Fjord.

Det bliver Michael Vinther, som i praksis vil stå for den fremtidige koordinering og drift af Postbåden, men Otto Paludan vil i resten af 2020 og sæsonen 2021 fortsat være at finde som skipper sammen med et par kolleger.