Power-to-x-anlæg rykker nærmere
I et udspil fra regeringen om "Fremtidens grønne brændstoffer" fremhæves Lolland med denne illustration. Det sker i forbindelse med den del af det nye udspil, der handler om "direkte linjer". Foto: Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Regeringsudspil om power-to-x og biogas underbygger lokale satsninger på grøn energi.
LOLLAND Da regeringen onsdag aften i sidste uge præsenterede et udspil med 1,25 milliarder kroner til at udvikle power-to-x-teknologien, vakte det glæde på Lolland.
For det første fordi Lolland specifikt er nævnt i udspillet, og for det andet fordi udspillet understøtter kommunens store satsning på vindmøller og solceller.
Op til lanceringen af udspillet fremlagde Ren Energi Lolland, Reel, i september en Rambøll-rapport, der viste, at der er potentiale for at etablere et eller flere power-to-x-anlæg på Lolland. I den forbindelse har Lolland Kommune presset på for at få tilrettet afgiftssystemet, så det understøtter "direkte linjer" (se faktaboks).
Lobbyisme har virket
Det er lykkedes. Bruger man en direkte linje til et power-to-x-anlæg, skal der være en tarifbesparelse, mener regeringen. I stedet for straks at lægge afgift på elektriciteten, skal afgiften først beregnes, når de e-brændsler, elektriciteten er brugt til, er produceret og skal sælges.
Det glæder viceborgmester Henrik Høegh (V).
- Vi har været i Energiministeriet, jeg ved ikke hvor mange gange, for at få energipriser til rimelige priser. Og nu er det første gang, de taler om det, og i strategien skriver man nøjagtig det, der er vores argument: at man kan spare kabler, siger han med henvisning til, at der ellers ville være behov for at udbygge de forbindelser, der kan lede overskudsstrømmen væk fra Lolland-Falster.
- Det er lige nøjagtig det, vi har brugt som argument de sidste seks-otte år, siden Holger Schou Rasmussen og jeg tegnede de første linjer.
Direkte linjer
Når det gælder direkte linjer, nævner regeringen også specifikt Lolland. Som der står i udspillet:
"Et eksempel på et sted, hvor en direkte linje potentielt kunne skabe værdi, kunne være Lolland, hvor der er en række kapacitetsbegrænsninger til det øvrige elnet. Til gengæld er der gode forhold for at stille vedvarende energianlæg op, der kan drive et power-to-x-anlæg gennem en direkte linje."
Det giver god mening at etablere anlæg på Lolland, hvor der produceres otte gange så meget elektricitet, som der bruges lokalt.
- Her vil det være oplagt at gå i gang med at producere grønne brændstoffer, siger Henrik Høgh og nævner, at det for eksempel kan være methanol, som efterspørges i skibsfarten, eller kerosin, der kan bruges af flyvemaskiner.
Han tilføjer, at regeringen også sætter penge af til både grønne brændstoffer og otte erhvervsfyrtårne.
- Det er helt oplagt, at et af de otte fyrtårne lægges på Lolland-Falster. Og nu er der en helt åben bane for de investorer, der sidder og kigger på power-to-x-anlæg på Lolland, siger Henrik Høegh.
Han fortæller, at der er "to og en halv" investor, der gør netop det - overvejer at opføre anlæg på Lolland. To går med mere konkrete planer, og en har blot vist interesse for det, uddyber han. Men som det også bemærkes i regeringens udspil om de direkte linjer:
"Der vil (...) være en betydelig omkostning, som opstilleren betaler for, ved etablering af den direkte linje."
Biogasanlæg udvides
Den indvendig får dog ikke Henrik Høegh til at vakle i troen, og som formand for brancheorganisationen Dansk Biogas glæder han sig også over, at regeringen i en særskilt strategi har indtegnet tre lokale biogasindlæg.
De anlæg skal nemlig levere den CO2, der er brug for i power-to-x-processen.
- Man skal bruge meget CO2, så anlægget i Nysted bliver voldsomt udvidet, siger han og tilføjer, at efterspørgslen efter grønne brændstoffer er så stor i transportsektoren, at man ikke længere er afhængig af statstilskud for at få økonomien i biogasanlæggene til at hænge sammen.
- For en gammel liberalist som mig er det godt, at der er noget, der kan fungere, uden at vi skal stå med hatten i hånden, bemærker han.
Passer perfekt
I en pressemeddelelse fra Lolland Kommune uddyber projektkonsulent Tommy Olsen fra Ren Energi Lolland:
- Lolland passer perfekt ind i de to strategier, som regeringen nu har lagt frem. Med etableringen af biogasanlægget i Abed udnytter man det store biomasse-potentiale på Lolland til at producere biogas ind i den nye gasledning. Den CO2, der renses fra biogassen, kan derefter bruges til power-to-x, hvor de store mængder lokalt produceret sol- og vindenergi i perioder med overskudsproduktion bruges til produktion af e-metan. Det betyder, at sol og vind udnyttes bedre, og at møllerne i mindre grad vil stå stille.
Seneste artikler
Søstre har stor tilknytning til broerne: - En særlig dag for os med både glæde og vemod
Ny minister til Folketidende: - Sikke’ en folkefest
Kai og Nanna fik overrakt hæfter til kronprinsens chauffør
Kronprinsen på broen
Kronprinsen til stor brofest
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland
Shelter brændt ned: Politiet efterforsker som brandstiftelse
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen