Præsten vil besøge alle

Jesper Bacher afleverer først en venlig forespørgsel: Må jeg komme på besøg? Foto: Jan Knudsen

Jesper Bacher har ambitiøst nytårsfortsæt for sit pastorat.

Offentliggjort Sidst opdateret

BRANDSTRUP - Jeg ved ikke, hvor mange huse det er, men der bor 1.311 mennesker i pastoratets sogne. Og jeg vil rundt til alle husstande.

Det siger sognepræst Jesper Bacher, Brandstrup, der er præst for sognene Tirsted, Hillested, Vejleby og Skørringe: Han har givet sig selv et ambitiøst nytårsfortsæt og er allerede i gang med at opfylde det.

- Jeg synes, at man som præst skal kende de folk, man er iblandt, og derfor har jeg besluttet mig for at gå målrettet til værks og tage vej efter vej og hus efter hus i hele pastoratet, skriver Jesper Bacher i de breve, han lægger i folks brevkasse inden sine besøg. For han vil ikke trænge sig på: Først et brev med ønsket om at måtte komme på besøg, og derefter en ny henvendelse fra præsten for at høre, om det har nogen interesse.

- Jeg accepterer naturligvis, hvis du/I ikke ønsekr mit besøg, står der i det brev, der foreløbig er afleveret til to husstande. Jesper Bacher går systematisk til værks, og har foreløbig taget hul på Brandstrupvej og Kirkevejen i Hillested.

- Det kommer til at tage sin tid, inden jeg når hele vejen rundt, erkender Jesper Bacher.

Han har fået ideen til tilbudet om husbesøg, når han på sin vej rundt i sognene kører forbi en del huse, hvor han ikke ved, hvem beboerne er.

- Og jeg ved jo, at alle har noget at give hinanden. Mødet gør os klogere, siger præsten, der undervejs rundt i sognene ikke vil skelne mellem medlemmer og ikke-medlemmer af Folkekirken.

- Jeg kommer selvfølgelig med mine holdninger og min tro, men lægger op til en frimodig samtale.

Med sig rundt har Jesper Bacher den omfattende tavhedspligt, der gælder for præster.

- Så med mig kan man tale om alt muligt uden det kommer videre, siger den ambitiøse præst.

Jesper Bacher mener også, at han i ly og læ af sit embede kan være med til at bryde den forlegenhed, ensomhed ofte følges med.

- Det er en myte, at vi alle her ude på landet kender hinanden.

Men sognepræsen vil gøre sit til, at han lærer flere at kende.

- Og så håber jeg at nå hele vejen rundt inden pensioneringen.