Priskaos vil koste café livet: - Jeg har været dødfrustreret

Nu har caféejer og øbo fået nok. Per Skov Madsen langer ud efter Lolland Kommune i åbent brev. Foto: Anna C Møhl. Grafik: Nicklas Linnemann

Færgekaos fortsætter, nu melder lokal café om absurde prisstigninger, hvis Lolland Kommunes ændringer stemmes igennem.

Offentliggjort Sidst opdateret

- Jeg har været dødfrustreret gennem lang tid.

Det er grunden til, at Per Skov Madsen 14. marts sendte et åbent brev til Lolland Kommune. Tonen i brevet er hård, kontant og lægger ikke skjul på de frustrationer beboere og sommerhusejere på Askø har.

Alligevel mener han, at tonen er nedjusteret.

- Jeg vil nærmere sige, at folk er i panik herovre. På grund af de ændringer, der ser ud til at ske nu, siger Per Skov Madsen, der driver caféen Krukken på Askø.

Lolland Kommune lægger op til prisændringer for færgefarten. Ændringerne ser ud til at blive så store, at billetterne flere steder kommer til at stige med over 80 procent. Erhvervslivet på de tre øer stejler, det samme gør borgerne, men kommunen forsikrer om, at det blot er et forslag, der kan justeres - selvom indtægten ikke må gøres mindre.

Læs også: "Fuldstændig ude af proportioner": Politiker maner til ro om pris-krisen

Under hammeren

Ændringerne er ikke kun til at høre, men også til at se. Til-salg-skilte skyder op, i skrivende stund er der 16 boliger til salg på den lille ø - 11 af boligerne er sat til salg i år.

- Over det hele, ja. Jeg har ikke set så mange til-salg-skilte, siden jeg startede med at komme herovre for snart 20 år siden, fortæller caféejeren.

- Nu er de over det hele, og der kommer næsten daglige nyheder. Og når jeg snakker med folk om, hvorfor, så er det netop færgestrategien, der gør det.

Det ville være et nederlag af dimensioner.

Per Skov Madsen

Især rejsetid, ekstra udgifter og nu de nye takster, Lolland Kommune overvejer at pålægge øernes færgebilletter, er grunde til at Askø-elskerne forlader øen, mener Per.

- Det kan godt være, at Tine Vinther Clausen (V) siger, at prisændringerne bare er et forslag, men det var færgestrategien jo også, siger Per Skov Madsen.

Læs også: Lytter kommunen? Nu kommer der et ekstraordinært færgepris-møde

Både caféejeren og andre øboer har fortalt Folketidende, at forslaget til nye færgepriser minder dem om den meget kritiserede Færgestrategi, som Lolland Kommune indførte i 2023.

Askøborgerne frygter, at prisændringerne slår deres livsstil ihjel. Arkivfoto: Jan Knudsen

40.000 kroner ekstra

Hvad vil prisændringerne betyde for din café?

- Det gør jo en kæmpe forskel. Der er en af vores sommerhusejere, der har regnet på, at det er over 300 procent stigning, hvis man bare skal frem og tilbage én gang om ugen. For mit vedkommende er det 30-40.000 kroner ekstra om året, siger Per Skov Madsen.

Med sådan en prisstigning kan Per se frem til en omsætning, der kun er nok til lige at løbe rundt.

Læs også: Landmænd i opråb: - Kommunen sabler os ned

- Vi vil ikke være til grin og stå her gratis. Det er jo ikke sjovt at bruge så meget tid på det. Nu havde vi endelig startet det her op. Så er det godt nok ærgerligt, hvis vi så er nødt til at sige, at vi drejer nøglen igen, fordi det her kan simpelthen ikke betale sig, siger Askøboen.

- Det ville være et nederlag af dimensioner.

Figentræet

Udover caféen har Per Skov Madsen også plantet cirka 100 figentræer og laver figenmarmelade. Caféen har allerede en forespørgsel på over 1.000 glas.

- Vi tror på, at vi har et unikt produkt, fordi der er ikke andre i Danmark, der laver sådan noget. Vi er bare lidt opgivende, når kommunen arbejder imod på den her måde.

Læs også: Varsler kæmpe prisstigninger: Borgere frygter dødsspiral

Per Skov Madsen kan godt forstå, at underskuddet skal lukkes, men han forstår ikke, at øboerne skal pålægges hele omkostningen.

- Hvorfor er det så, at vi alene skal bære byrden. Vi betaler til vejene, vi betaler også til busruter, og til aktiviteter om aftenen, som vi ikke kan benytte i Lolland Kommune, fordi der ikke er nogen færger tilbage. Hvorfor er det så, at vi alene skal betale hele færgeprisen? Det kan vi ikke forstå, siger caféejeren.