PROJEKT MOLERÆS ET SKRIDT NÆRMERE

Den nye gang- og cyklebro ved siden af vejbroen over slusen ved Kramnitze Havn laves i syv fag og kan afmonteres, når sluseportene skal inspiceres eller udskiftes. Foto: Jan Knudsen

Ny gang- og cykelbro, regulering af det østlige molehoved og boardwalk i Kramnitze.

Offentliggjort Sidst opdateret

KRAMNITZE: Der kan placeres en gang- og cyklebro over Kramnitze Havn ved siden af den eksisterende vejbro over slusen ved Kramnitze Havn, der fører vand fra Lilleholm Kanal ud i Østersøen.

Lolland Kommune har haft en landzonetilladelse til arbejdet i høring, og der er ikke indkommet nogle bemærkninger til projektet.

Det er Det Lollandske Digelag, Kramnitze Beboerforening, havnestyrelsen og Lolland Kommune, der i et samarbejde vil etablere cykel- og gangbroen på den kystværts side af vejbroen. Den eksisterende vejbro har kun en enkelt vognbane og den nye cykel- og gangbro skal være med til at forbedre trafiksikkerheden på stedet.

Den nye bro bliver 50 meter lang, og 1,6 meter bred, så der kan passere trafik i begge retninger. Ud mod vandet får broen et værn i en højde af 1,2 meter.

Jo før, jo bedre

Ønsket er hurtigst muligt at komme i gang med arbejdet, hvor firmaet Wood-Ways har fået overdraget bro og et boardwalk-arbejde, oplyser projektleder Claus Lyngby Petersen, Lolland Kommune.

- Men vi venter på en byggetilladelse fra kommunen og mangler også at skaffe de sidste penge til projektet, oplyser han.

Den kommende gang- og cyklebro er et af tre nedslagspunkter i Kramnitze, før det tidligere fiskerleje for alvor er klar til moleræs.

- Det østlige molehoved, hvor der i øjeblikket ligger brokker og stikker jernrør op, skal også saneres ved at der bliver lagt beton, så det bliver et opholdsrum for kystfiskere eller folk, der vil nyde udsigten. Men man kan ikke gå hen over molestenene, som de ligger nu, så der skal bygges en boardwalk med rækværk hen over dem, forklarer Claus Lyngby Petersen.

Byggetilladelsen til cykel- og gangbroen og boardwalk er kombineret, og for at kunne give tilladelsen, skal kommunen have en skitse af, hvordan træ-promenaden vil tage sige ud - og det er firmaet nu rykket for.

De tre tiltag beløber sig i alt til cirka en million kroner, og samarbejdspartnerne mangler fortsat at skaffe 310.000 kroner til cykel- og gangbroen, og har søgt forskellige fonde efter at have fået halvdelen af beløbet til broen fra "vindmøllepuljen."



Det er molehovedet til højre på billedet, der skal saneres og have en ny boardwalk der fører derud. Arkivfoto: Anders Knudsen