Projekt til 225 millioner afhænger af ministerium
I de røde blokke nummer 22 til 64 skal første- og anden sal nedrives og stueetagen ombygges til rækkehuse. I 22 A til 22 D skal 48 et-rums-boliger sammenlægges til 24. I de gule blokke nummer 17, 19, 21, 23, 25 og 27 moderniseres med nyt køkken og bad, og i nummer 2 til 14 skal der også moderniseres. 22 helt nye rækkehuse er også påtænkt i et andet projekt. Foto: Jan Knudsen
Jan Knudsen
Nedrivningsansøgning for Kløvervænget i Nakskov skal afprøves.
NAKSKOV Siden 2015 har Boligselskabet af 1944 i Nakskov forsøgt at komme igennem med et projekt for renovering af de 232 lejligheder i etagebyggeriet i Kløvervænget i Nakskov.
Lolland Byråd har i august 2018 principgodkendt projektet og i december 2020 godkendt det særlige skema, som skal bruges til ansøgningen om støtte fra Landsbyggefonden. Det indeholder et økonomisk overslag over samtlige udgifter i sagen, en projektbeskrivelse, en beskrivelse af finansieringen og af huslejen.
92 færre boliger
I projektet er der - som det skete i Riddersborgparken, og som det ønskes i Rosenparken - tale om, at der skal nedlægges boliger. I første omgang var det 72 boliger, men det er nu ændret til 92, hvilket et flertal i økonomiudvalget netop har godkendt og sendt sagen videre til byrådet.
De små et-, to- og tre-rums boliger i Kløvervænget, bygget i 1950 til 1960, er utidssvarende, og der er ikke længere efterspørgsel på etageboliger, lyder det.
Så på fem af afdelingens røde blokke med nummer 22 til 64 ønsker boligselskabet derfor at rive første- og andensalen ned samt yderligere én bolig i stueetagerne på fire af blokkene. De resterende 40 boliger i stueetagen ønskes ombygges til to- og tre-rums rækkehuse med niveaufri adgang.
Efter at Rosenparken i Nakskov først i december fik afslag på at rive tre af de seks blokke ned, har projektet i Kløvervænget affødt usikkerhed, så Kløvervængets nedrivningsansøgning skal afprøves i Boligministeriet, inden der projekteres yderligere.
Vedrørende Rosenparken har borgmester Holger Schou Rasmussen (S) forgæves førsøgt at få et møde med boligminister Kaare Dybvad Bek (S) om sagen. Ministeren har ifølge borgmesteren svaret, at der ikke er nogen grund til at mødes.
Lolland Kommune har også sendt en fælles henvendelse sammen med boligadministratoren Boligkontoret Danmark til ministeriet. Avisen har ikke fredag kunnet træffe direktør Michael Demsitz fra Boligkontoret Danmark for at høre, om der er kommet svar fra Dybvad på henvendelsen.
Udfordret boligmasse
Holger Schou Rasmussen siger, at han kan frygte, at ministeren vender tommelfingeren nedad på Kløvervænget også.
- Men vi har en helt særlig udfordring på vores boligmasse. Den trænger til at blive renoveret. Skal vi så hen og renovere på alle de der små, urentable boliger i tredjesals højde? Hvad med handicapvenlighed? Hvad med den befolkningssammensætning vi har? Alt går jo i stå.
- De små billige boliger mangler jo også i København. Nu vil de lave billige boliger derinde til politimanden, sygeplejersken og socialrådgiveren, men hvad med kontanthjælpsmodtageren og førtidspensionisten? Hvor skal de bo derinde? Hvis vi har ledig kapacitet her, og vi har billige boliger her, hvor flytter de så hen?
- Det er overskuddet af billige boliger, der har slået Lolland halvt ihjel de sidste 20 år. Nu er vi endelig ved at få tilpasset det, så skal vi altså ikke bygge flere.
- Det kan godt være, vi med tiden skal kigge på at bygge flere almene boliger her på Lolland. Men det ændrer ikke på, at Kløvervænget er boliger, som ikke er efterspurgt mere. Der er ikke længere nogen, der vil bo på tredje sal på 50 kvadratmeter. Slet ikke, når der ikke er elevator. Hvem er det, der skal bo der?
- Nej, vi skal tilpasse, renovere og nedskalere, lyder ønsket fra borgmesteren, der tilføjer:
- Nu sender byrådet formentlig sagen videre til ministeriet til godkendelse, og måske rammer vi muren der. Men vi bliver da nødt til at gøre noget. Vi kan jo ikke gøre ingenting. Det er jo boligforeningen, der ønsker det her.
Seneste artikler
Byggerådgiver købte mellemnavnet "awesome" efter festival
Nu er Kun For Forrykte festival skudt i gang
Se videoen: Stort amerikansk fly fløj lavt henover Lolland og Falster
Borgmesterens bedste råd: Tag ikke telefonen ved ukendt nummer
Ingen børn skal stå på sidelinjen: Fond giver stor donation
Mest læste artikler
Bar lukker: - Tiden er kommet til at sige farvel
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Indisk milliardær forpagter ikonisk kro
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
Dronning Mary deltager i afsløring på Lolland