Qvades plads skal forbinde byen

Qvades plads markeres med brosten og grønt område. Et stykke af Jernbanegades vejbane hæves i granit. Fodgængerfelt fra Østergade til torvet lægges også i granit. Foto: Arkitektfirmaet Kragh & Berglund

Områdefornyelsen i Maribo klar til sidste omgang i Jernbanegade, Qvades Gård og på torvet.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Til efteråret er perioden med områdefornyelsen slut, og nu skal de sidste midler bruges.

Til det formål har Lolland Kommune bedt arkitektfirmaet Kragh & Berglund om at give et bud på, hvad der kan gøres fra Banegårdspladsen over Jernbanegade, torvet til bagtorvet - den såkaldte kulturakse. Teknisk udvalg i Lolland Kommune nikkede onsdag ja til planen.

Til september er Qvades pakhus, hovedbygning og det gamle rådhus færdigrenoveret. Og med nedrivningen af et par huse er der blevet mere luft i Jernbanegade. Derfor er oplægget nu, at Maribo skal have en ny plads - Qvades plads.

Pladsen vil bestå af et grønt område, en hævet overgang med granitsten på Jernbanegade og en plads foran pakhuset. Det grønne område vil minde om de andre grønne øer i områdefornyelsen.

Desuden skal begge fortove i Jernbanegade lægges om i samme herregårdssten, der lægges i Østergade. Fortovet i PHatten-siden bliver bredere.

- Arbejdet går i gang hurtigst muligt. Det bliver nødvendigt at afspærre Jernbanegade under arbejdet, og vi kommer desværre ikke til at undgå turistsæsonen, hvis vi skal være færdige til tiden, siger Eva Westerholt fra områdefornyelsen, der er under tidspres.

Jernbanegade får også nye gadelamper med lampeskærme, der kan skifte farve.

- De kan blive blå, røde eller grønne efter et tema, der kører i byen. Men de kan også bare være hvide. Hvis folk synes, det er for meget, kan vi bare holde dem sådan, forklarer Westerholt.

Planen indeholder også en skitse af Qvades Gård med grønne vækster op ad den eksisterende mur ud mod Jernbanegade, en såkaldt flyderbænk langs muren, flytbare stole og borde samt en sti med nedsænket lys, der kan lede gående trafik gennem gården fra Jernbanegade til torvet.

Men da Qvades Gård er byggeplads helt frem til september, kan områdefornyelsen ikke nå denne del af planen. Den er derfor overgået til Qvade-projektet, der har fået til ansvar at udføre denne del.

På torvet får Kaj Munk-statuen nu selskab. På hver side af statuen anlægges grønne blomsterbede, og på den lille plads bagved bliver der legeområde med grøn hoppebakke, klatrekugler og bænk rundt om et af træerne.

Bagtorvet får også en lille renovering af bede og opmarkering af p-pladser.

Ved Kaj Munk-statuen skal grønne bede og et legeområde øge aktiviteten. Foto: Arkitektfirmaet Kragh & Berglund
Qvades Gård får flytbare borde og stole, en flyderbænk og en lyssti gennem gården fra Jernbanegade til torvet. Foto: Arkitektfirmaet Kragh & Berglund