Råd i gulv lukker forening

Hyldtofte Forsamlingshus har lagt gulv til høstfester og loppemarkeder - som her i 2016 - men nu er det slut. Foto: Jan Knudsen

Forening har ikke pengene til at reparere råddent gulv - Det betyder lukning af forsamlingshus.

Offentliggjort Sidst opdateret

HYLDTOFTE - Vi vil lukke vores forening.

Sådan lyder den triste melding fra Henning Kristiansen, som er formand for Tågerup og Omegns Beboerforening. Den holdt generalforsamling tirsdag aften og indkalder nu til en ekstraordinær generalforsamling torsdag 26. marts, hvor den endelige beslutning skal tages.

Forklaringen er, at gulvet i den store sal i Hyldtofte Forsamlingshus er angrebet af råd.

- Der har været noget utilfredshed hos dem, der har lejet det, for det er noget ujævnt og giver efter henne ved baren. Så forsikringen har været inde under at kigge og tage prøver, der er sendt ind, og der er råd. Var det svamp, ville forsikringen dække, men det gør den ikke, når det er råd, siger Henning Kristiansen og fortæller, at foreningen har fået et overslag på, at en reparation vil koste 150.000 kroner.

- Så mange penge har foreningen ikke, konstaterer han og forklarer, at der kun står omkring 18.000 kroner på bankbogen.

- Vi tjener noget på øl og vand, når vi har arrangementer, men det er slet ikke i den målestok, som det vil koste at vedligeholde det. Vinduerne trænger også til at blive udskiftet. Og sponsorerne hænger ikke på træerne, påpeger han.

Må ikke gå på det

At ignorere problemet med gulvet er heller ikke en mulighed.

- Forsikringen sagde, vi ikke må gå ind på gulvet, og vi tør ikke løbe an på, hvis nogen går igennem og får ødelagt deres ben, fortæller Henning Kristiansen.

Generalforsamlingen blev dog holdt i forsamlingshuset - men i den lille sal. Det bliver også der, den ekstraordinære generalforsamling skal holdes.

- Men når først vi får åbnet for gulvet i den store sal, hvad sker der så? Det breder sig jo, forudser Henning Kristiansen.

Hvad med formuen?

Hvis det ender med en lukning og måske et salg af huset, er det spørgsmålet, hvad foreningens formue skal bruges på. Ifølge vedtægterne skal de benyttes til noget almennyttigt.

- Vi må finde ud af, om vi giver dem til et andet forsamlingshus i omegnen. Men nu får vi en vurdering af huset i næste uge. Så må vi tage det derfra, bemærker Henning Kristiansen.

Selv om han kun har været formand i et par år, ærgrer han sig selvsagt over, at forsamlingshuset, som er fra omkring 1933, nu står til en lukning.

- Det er lidt trist, for vi har haft mange gode arrangementer - sankthans og høstfester. Det har været rigtig godt, siger Henning Kristiansen.