RADIO ER KLAR IGEN MED LIVEKONCERT EFTER CORONAPAUSE

I august 2019 holdt Radio SydhavsØerne koncert i Lienlund med mange bands. I år er der igen livekoncert på havnen i Nakskov. Arkivfoto: Anders Knudsen

Radio SydhavsØerne spiller op til fest sammen med nogle af landets bedste musikere 11. august i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV: - Jeg er meget glad for, at vi nu kan komme i gang med at holde koncerter igen. Det bliver så god en aften.

Sådan lyder det fra radiochefen på Radio SydhavsØerne, Anders Brønholt.

Sammen med resten af staben på radiostationen, Nakskov Handel & Erhverv og en række lokale sponsorer kan han nu igen invitere til koncert i Nakskov.

Radio SydhavsØerne har arrangeret livekoncerterne i en årrække, først i Nykøbing og efterfølgende i Nakskov, men de seneste par år har coronaen sat en stopper for koncerterne.

Derfor glæder Anders Brønholt, der kommer til at styre publikum gennem aftenen sammen med radioværterne Søren Hansen og Kamilla Rusbjerg Nielsen, sig til igen at kunne byde publikum velkommen til masser af velkendt musik.

- Det vil være musik, som man kender fra Radio SydhavsØerne. En hitparade med musik, man hører i radioen.

Jimilian og Moleko

Blandt musikerne finder man Jimilian, der har boet mange år i Maribo og blev landskendt, da han vandt "Vild med dans", men også Barbara Moleko og Bro er blandt de navne, der er på plakaten. Og så er der nærmest garanti for en god fest, når Party Factory, hvor forsangeren er fra Sundby på Lolland, går på scenen.

I pauserne mellem kunstnerne vil en række lokale dj'er, som man måske kender fra Radio SydhavsØernes sendeflade fredag og lørdag aften, underholde publikum.

Koncerten varer frem til cirka midnat, og med de mange navne på programmet skal man forvente optrædener af 20-25 minutters varighed med musikernes største hits. Og så skal man også glæde sig til at være med til at opleve musik på havnen i Nakskov.

- Det er en helt speciel oplevelse at stå på havnen og se solen gå ned over Nakskov Fjord. Det kan noget helt særligt. Og så møder man samtidig en masse af dem, man kender, siger radiochefen, der håber på 4.000-5.000 gæster.

Koncerten foregår 11. august fra klokken 18.30 på Havnen i Nakskov. Billetterne koster 100 kroner og kan købes i Meny på Havnen i Nakskov, hos Ugeavisen Lolland i Nakskov og Maribo og hos Radio SydhavsØerne i Nykøbing. Man kan også købe billetter i døren på koncertdagen.

Du kan se eller gense en video fra den seneste Radio SydhavsØerne-koncert i Nakskov i 2019 HER.