Raserede sin kærestes lejlighed

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

En ung mand er blevet idømt 14 dages betinget fængsel for hærværk.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV 6. november 2021 omkring klokken 18.30 gik en ung mand amok, da han var på besøg hos sin kæreste i Nakskov. Han sparkede og slog til indboet og smadrede i den forbindelse et fjernsyn, nogle flasker og glas og nogle høretelefoner, så der skete skader for mindst 7.200 kroner.

I februar var han i retten tiltalt for hærværk, og han erkendte sig skyldig.

Han var også tiltalt for at have slået kæresten i hovedet med knyttet hånd og på kroppen med et spejl, men det nægtede han at have gjort. Og retten fandt det heller ikke bevist, så det blev han frifundet for.

Den unge mand, der bor hos sin mor i København, blev også i 2013 og 2019 dømt for hærværk, ligesom han i 2015 fik en dom for vold og røveri. Denne gang lød dommen på 14 dages betinget fængsel med en prøvetid på et år, ligesom han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen og betale sagens omkostninger.

Retten oplyser, at han har valgt at modtage dommen. Han fortalte i øvrigt, at han stadig er kæreste med kvinden.