Regner på gratis frokost til alle børn i dagtilbud

Foto: Anders Knudsen

Børne- og skoleudvalg har bedt administrationen beregne udgiften

Offentliggjort Sidst opdateret

LOLLAND Tilbuddet om den forældrebetalte madordning "Sundt frokostmåltid" i Lolland Kommunes dagtilbud har været i fremmarch i de senere år.

Hvor forældre til børn i samtlige af Lolland Kommunes dagtilbud til og med 2018 fravalgte at lade madordningen erstatte den hjemmesmurte madpakke, så takkede de i fire dagtilbud i årene 2019-2020 ja tak til, at deres barns institution skulle deltage i madordningen. I årene 2021-22, ovenpå en overvejende positiv evaluering, steg antallet yderligere, så syv dagtilbud ville være med.

Det drejer sig p.t. om Børnehuset Gaia, Børnehuset Skovsgårdsvej, Børnehaven Riddersborg, Trekløveren Natur- & Skovbørnehave i Nakskov, Horslunde Landsbyordning Børnehave, Holeby Landsbyordning Børnehave og Børnehuset Vandloppen i Rødby.

Valget er altså forældrenes og gælder i henhold til lovgivningen for en periode af to år.

Ordning rummer udgifter

Snart skal forældre til børn i samtlige dagtilbud igen ved simpel flertalsafstemning tage stilling til, om de vil have deres barns dagtilbud med i madordningen i 2023-24. Derfor har børne- og skoleudvalget netop godkendt tidsplanen for valget og den videre proces. Valget skal forberedes gennem kommunikation til forældre og forældrebestyrelser fra marts til maj, og valget bliver gennemført i første halvdel af juni.

Men selvom forældrene selv betaler for maden - taksten er i 2022 på 598 kroner om måneden - så rummer madordningen udgifter for kommunen.

For godt nok beregnes taksten på grundlag af de budgetterede bruttodriftsudgifter, som består af mad, udbringning og medarbejderressourcen til anretning og afrydning. Men ydelsen er omfattet af regler om økonomisk og pædagogisk friplads samt søskenderabat, og derfor er madordningen for børn tildelt friplads betalt af kommunen. Dertil kommer, at hvis frokostmåltidet ønskes af forældrene i nye institutioner, vil udgifter til etablering af ordningen komme til at påhvile kommunen. Disse kan bestå af indkøb og installation af nødvendige hårde hvidevarer for at sikre kapacitet til opbevaring på køl, opvarmning af lun mad og opvask. Ligesom mindre udgifter til service og køkkengrej kan blive aktuelle.

Madordningens fremmarch koster altså. Læg dertil et bredt politisk ønske om at gøre "Sundt frokostmåltid" gratis for alle børn i dagtilbud i Lolland Kommune - et ønske, som blev indskrevet i budgetforliget for 2022.

Børne- og skoleudvalget har derfor godkendt, at administrationen beregner den afledte udgift ved gratis frokostordning fra 2023.