Restaurant og glamping i Langø

Piotr Gasiorowski og Christine Leth-Møller vil selv flytte ind på den gamle skole i Langø, hvor gymnastiksalen skal omdannes til restaurant og have en stor glasrude i. Til projektet føjer parret glamping - altså luksuscamping med gode senge, møbler, køkkenudstyr og special-brændeovne. Der planlægges med sæsonåbent fra april til og med oktober med mulighed for også yoga- og mindfullness-arrangementer, madlavningskurser, workshops, hvor man kan lære at dyrke grøntsager, og et årlig arrangement for de lokale spejdere, der skal overnatte i teltene og lave mad over bål. Restauranten vil højest tage 20 gæster ad gangen, og én gang om måneden vil parret arrangere langbordsmiddag for de lokale, og menighedsrådet kan fortsat låne gymnastiksalen gratis. Foto: Privat

Madnørder med erfaring fra "Den fuldkomne fisker" og Den grønne verden" har fundet sammen.

Offentliggjort Sidst opdateret

LANGØ Går det, som initiativtagerne ønsker det, skal Langøs tidligere skole forvandles til en restaurant med tilhørende glampingplads, hvor man kan sove i luksustelte.

To madnørder, der har fundet sammen, står bag projektet i samarbejde med Thomas Pedersen fra TP Smede- og Marineservice, som ejer den tidligere skole, der senest har været specialinstitution.

Det er det kulinariske team Piotr Gasiorowski, der i dag er køkkenchef på "Den grønne verden" i Søllested, og Christine Leth-Møller, der før har drevet det økologiske gartneri Plantagen i Horslunde og været kok på restaurant "Den fuldkomne fisker", der har fundet sammen. I dag er hun souschef i "Den grønne verden", og de danner både professionelt og privat par og agter selv at flytte ind på skolen.

Spisestedet bliver en frokostrestaurant, der placeres i den gamle gymnastiksal, der får en stor glasdør ud til skolegården, så der kan serveres både inde og ude.

Piotr Gasiorowski og Christine Leth-Møller har fået hjælp af Business Lolland-Falster og Visit Lolland-Falster til at udvikle deres projekt på Vester Oddevej 2A i Langø.

Belliggenheden er da også ideel i forhold til den nationale cykelrute 8 - Østersøruten, som gerne skulle trække mange sultne og overnatningssøgende cyklende forbi. Lystsejlere i havnen vil også få yderligere en spisemulighed, og det samme gælder ferierende i ferieboligerne i byen.

Lolland Kommune har modtaget en ansøgning fra "Skolegårdens glamping og restaurant" om at få ændret den gældende lokalplan og godkendt projektet for den gamle skole med tilhørende arealer til restaurant og hotelværelser i luksustelte.

For den nuværende byplanvedtægt for netop dette område muliggør ikke erhvervsmæssig udlejning.

Christine Leth-Møller siger til avisen, at de håber at kunne åbne til maj eller juni næste år - og ikke april, da de jo skal afvente lokalplanprocessen.

- Vi agter også at holde et informationsmøde i gymnastiksalen på skolen i slutningen af november eller starten af december, så beboerne i Langø og andre interesserede kan høre om vores planer og stille spørgsmål, oplyser hun videre.

På arealet umiddelbart vest for skolen ligger et offentligt, rekreativt areal med særlig mulighed for spejderaktiviteter, som er ejet af kommunen og omfattet af Lokalplan 381-15 "Område til udendørs fritidsaktiviteter i Langø".

Parret ser muligheder i en eventuel synergi-effekt imellem de to områder, og kommunes teknik- og miljømyndighed anbefaler, at der gives mulighed for at lave en fælles lokalplan for de to arealer, som kan understøtte samarbejdet, men stadig sikre de friluftsmuligheder, der er for Langøs borgere på det offentlige areal.

Politikerne i teknisk udvalg har haft ansøgningen til behandling og har besluttet, at der nu skal igangsættes en for-offentlighedsfase - også kaldet en idéfase - med fire ugers høringsfrist, hvorefter lokalplanlægningen går i gang, hvis der ikke kommer væsentlige bemærkninger. Kommunen vil ikke afholde borgermøde om projektet.

I projektbeskrivelsen oplyser parret videre, at gæsterne tilbydes tilkøbsmuligheder som morgenmadskurv, picnic-kurv, aftenmadskurv samt lokale produkter.

Christine er uddannet økologisk landmand og jordbrugsteknolog, og til en urtehave kan gæsterne købe høstkort og høste grøntsager og urter til deres måltider, som de kan tilberede på egen bålplads ved luksusteltet.

Piotr Gasiorowski er i dag køkkenchef på restaurant "Den grønne verden" i Søllested, men har blandt andet også været på Gonzales Feilberg, Oreby Kro og Mejerigaarden på Falster. Foto: Ingrid Riis
Christine Leth-Møller i daværende "Plantagen". Udover at levere økologisk dyrkede grøntsager har hun også arbejdet i kokkefaget i seks år. Foto: Ingrid Riis/ Arkiv