Restaurant oplever markant prisstigning: - De koster det dobbelte i år

Køkkenchef Martin Rommel kan også godt mærke på prisen, at kartoffelhøsten er værre end sidste år. Arkivfoto: Anders Knudsen

Restaurant Surt & Sødt bruger masser af kartofler hver dag og kan godt mærke, at årets kartoffelhøst er udfordret. Ifølge køkkenchefen er både nye, danske og udenlandske kartofler dobbelt så dyre, som tilfældet var på samme tid sidste år.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hos Restaurant Surt & Sødt, der både har restaurant i Nakskov og på Hages Badehotel i Rødbyhavn, kan man godt mærke, at kartoffelhøsten er en noget anden, end hvad tilfældet var sidste år.

De store mængder nedbør, der både i efteråret og i løbet af de første måneder af 2024 i perioder har skabt store oversvømmelser, generer høsten.

Spisestederne i Nakskov og Rødbyhavn bruger godt 70 kilo kartofler om ugen hver. Derfor er kartoffelposten ikke helt uvæsentlig i restaurantens regnskab.

- Der er ikke ret mange af dem lige nu, så det gør jo, at prisen er pænt deropad stadigvæk, fortæller Martin Rommel, der er køkkenchef i restauranten.

Dobbelt så dyrt

For det er ikke noget nyt, at nye, danske kartofler stadig er dyre sidst i maj, som

- Men det er alligevel klart, at prisen er en helt anden, end hvad den var sidst i maj sidste år. Vi gav nok omkring 25-30 kroner kiloet på samme tidspunkt sidste år. Lige nu ligger de stadig på cirka 50 kroner pr. kilo, siger køkkenchefen, der tilføjer, at de udenlandske kartofler også er dyrere.

- De koster omkring 20 kiloet, men de plejer at koste det halve nu. Alle kartoflerne koster det dobbelte i år, siger Martin Rommel.

Han understreger, at restaurantens gæster ikke kommer til at opleve prisstigninger.

- Det har ikke påvirket menuen, så det betyder bare mindre overskud til os. Vi kan ikke blive ved med at hæve priserne, siger han og fortsætter:

- Jeg kan godt love, at vi ikke fjerner kartoflen helt. Men hvis priserne ikke falder, kan det være, vi må gøre noget anderledes, lyder det.

Små kartofler

Det er ikke kunne de store kartoffelavlere med flere hektar jord, der oplever udfordringer.

- For hyggens skyld har vi fået anlagt en lille køkkenhave, og der kan vi se, at de der 20 rækker kartofler – de kommer ikke så hurtigt, som vi havde håbet. De er stadig så små, at jeg ikke engang kan bruge dem til brunkartofler. Det var ellers planen, de skulle op inden sankthans, griner Martin Rommel.

Alle kartoflerne koster det dobbelte i år.

Martin Rommel, køkkenchef Restaurant Surt & Sødt