Restriktioner i Lalandia
Badelande er igen tvangslukkede på grund af coronarestriktioner. Foto: Ingrid Riis/arkiv
Ingrid Riis/arkiv
Påvirker juleferien: Alle aktiviteter lukker, kun feriehuse og takeaway holder åbent.
RØDBYHAVN Fra søndag blev Danmark ramt af nye coronarestriktioner, der får stor betydning for mange, blandt andet Lalandia, der lukker for alle aktiviteter.
Til og med 16. januar er det kun feriehusene, der er åbne, og så er der mulighed for at købe takeaway.
- Ved sidste nedlukning havde vi åbent i supermarkedet, men der kom næsten ingen, så det har vi valgt ikke at gøre denne gang, fortæller centerdirektøren for Lalandia, Karsten Juhl.
Han forventer, at langt de fleste, der har booket huse i løbet af den næste måned, hvor der er lukket, vil benytte en af mulighederne for at udskyde deres ophold.
- De fleste kommer her for at benytte vandlandet eller Monkey Tonkey Land, og de er tvangslukkede, fortæller han.
Under sidste corona-lukning var badelandet lukket i fem måneder, det håber centerdirektøren selvfølgelig ikke bliver tilfældet denne gang.
Men så snart det blev muligt at åbne for aktiviteterne igen, var der stort rykind i badelandet.
- Efter sidste lukning var det en lysning, at der efterfølgende har været vanvittig travlt, fortæller Karsten Juhl.
De, der vælger at bo i feriehusene i den næste måneds tid, får mulighed for at købe takeaway, da et af restaurationskøkkenerne holder åbent. Der tilbydes blandt andet jule- og nytårsmiddage. Takeaway-menuerne har alle i øvrigt mulighed for at bestille via Lalandias hjemmeside.
De, der har booket et ophold hen over julen og starten af januar, kan vælge at flytte deres booking eller få et gavekort, der gælder tre år frem.
Hvis man ønsker at benytte sin booking eller flytte den, skal man kontakte badelandet meget snart.
Coca-Colas store julelastbil, der skulle have været på besøg ved Lalandia lillejulaftensdag, kommer heller ikke forbi.
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub