Rødbyhavn bliver base for VTS-tjeneste under tunnelbyggeri

Femern A/S har sikret sig tilstrækkelig kajplads her i Rødbyhavn, så trafikhavnen kan blive udgangspunktet for den kommende VTS-tjeneste. Foto: Anders Knudsen

Fire vagtskibe og 100 mand får base på havnen.

Offentliggjort Sidst opdateret

FEMERN BÆLT De skibe og det personale, der skal holde vagt ved det kommende tunnel-byggeri i Femern Bælt, får alle base i Rødbyhavn.

Femern A/S har på forhånd sikret sig den fornødne plads i trafikhavnen - hvor der ventes at blive trængsel, når tunnelbyggeriet går i gang for alvor.

I alt bliver der knyttet et tilsynsfartøj og tre vagtskibe til den VTS-funktion, der skal sikre skibstrafikken under byggeriet.

Heraf skal to af vagtskibene være på vandet døgnet og året rundt.

I runde tal vil hele operationen beskæftige omkring 100 personer - hvoraf godt halvdelen er besætning på skibene, og omkring 40 varetager den vagtordning, der betyder, at der hele tiden er både en tysk og en dansk VTS-officer på vagtskibene.

Også personalet får base i Rødbyhavn, hvor Femern A/S vil sørge for de fornødne mandskabsfaciliteter.

Mens det er de danske søfartsmyndigheder, der stiller med de danske VTS-vagter, har de tyske søfartsmyndigheder bedt Femern A/S om at stå for ansættelsen af de tyske myndighedspersoner.

I arbejdet med at sikre sejladssikkerheden gennemfører Femern A/S hen over denne sommer simuleringer af de hændelser, der kan opstå under tunnelbyggeriet.