Sexovergreb: Mistanke om tredje gerningsmand

Politiet havde tidligere på ugen to drenge på 13 og 15 år til en kort afhøring i forbindelse med sagen fra weekenden, hvor en fem-årig pige efter alt at dømme blev udsat for et seksuelt overgreb i Nakskov.

Men nye oplysninger peger på, at det måske er en helt tredje person, som er gerningsmanden.
- Vi har fået nogle henvendelser fra nogle personer, som har kastet mistanken på nogle andre personer i området. Så det forsøger vi at undersøge, om der er noget om, fortæller Bo von Würden fra lokalpolitiet i Nakskov.

Personerne, som har henvendt sig, har dog ikke selv overværet episoden. De to drenge, som politiet havde til afhøring tidligere på ugen har begge nægtet sig skyldige, men sagt ja til, at politiet foretager en dna-test for at be- eller afkræfte mistanken mod dem.

Den fem-årige pige og hendes tvillingebror var i går til videoafhøring hos politiet, hvor de forklarede, hvad der var sket. Og forklaringerne bestyrkede politiets opfattelse af, at der er foregået et eller andet, forklarer Bo von Würden.

Den fem-årige pige og hendes bror var i lørdags aftes ude at lege på legepladsen i bebyggelsen Nørrevænget i Nakskov, da en stor dreng eller ung mand onanerede foran pigen og befølte hende i skridtet.

Pigen fik senere øje på drengen oppe fra vinduet i familens lejlighed, og det var det, der fik politiet til at rette søgelyset mod først én og siden yderligere en dreng i teenagealderen.




Politiet undersøger nu oplysninger om, at det måske er en helt tredje person, der står bag overgreb mod en pige i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret