Sikker fællessang hylder den danske frihed

Musikskoleleder Karina Fredensborg er sammen med Jørgen Petersen, der i dag er med i den lille arbejdsgruppe, som arrangerer "Spil dansk" i Lolland Kommune, klar til fællessang med corona-forbehold. Foto: Palle Nevad Frandsen

Selv om corona sætter en stopper for de store sangarrangementer, vil der være fællessang i Maribo Hallerne.

Offentliggjort Sidst opdateret

MARIBO Når den danske musik fejres i Lolland Kommune, sker det gerne i mindst en måned og med store fællessangsarrangementer. I år bliver musikken atter fejret, men der skrues lidt ned for fællessangen på grund af coronaen.

- Vi holder meget af de store fællessangsarrangementer, og det er virkelig vores hjertebarn, siger musikskoleleder Karina Fredensborg, men med coronarestriktioner er det ikke muligt at samle flere hundrede.

Der bliver dog et arrangement 13. november i Maribo Hallerne klokken 10.30, hvor man vil markere 75-året for Danmarks befrielse. Dagen skulle have været fejret i foråret med alsang i Reventlowparken, men det blev aflyst på grund af coronaen. Nu kan 50 komme ind i Maribo Hallernes bordtennislokale og synge frihedssange. Arrangementet skal også fejre den nye højskolesangbog.

På dagen vil der være god plads mellem deltagerne, og alle tænkelige forholdsregler vil blive taget for at undgå at sprede eventuel smitte. De 50 deltagere vil få hjælp af sangerinde Gitte Degn og pianist Kasper Daugaard. Sidstnævnte har en fortid i Lukas Graham.

- Det vil blive et blandet program for alle aldre, og alle er velkomne, men vægten i sangvalget vil være friheden, fortæller Jørgen Petersen, der er en del af den lille arbejdsgruppe bag den lollandske fejring af den danske musik.

Kommer der mange tilmeldinger, vil der blive lavet venteliste til fællessangsarrangementet.