Skelsnæspavillonen bliver sat i stand til foråret

Idyllen skal atter bringes tilbage til Skelsnæs Pavillonen, som ligger naturskønt ved Maribo-søerne og med påmalet citat fra Adam Oehlenschläger, der besøgte stedet flere gange. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

Fond er langt med planer for at redde historisk bygning.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØHOLT Når Skelsnæspavillonen ved Søholt Gods 15. juni runder 200 året for indvielsen, er det Aage V. Jensen Naturfonds plan, at den står i perfekt stand. Planen er lagt, og arbejdet har været forberedt længe, og derfor er der mere til historien om den fredede bygning, end det nuværende forfald, som man kunne se i Folketidende tirsdag.

Den lille pavillon blev fredet i 1996, fordi den "har de arkitektoniske værdier, der kan begrunde en fredning. Bygningen er et regelret lille stykke arkitektur, med en overraskende isoleret placering", som det lød, da fredningen blev givet.

Med en sådan fredning har Aage V. Jensen Naturfond været nødsaget til at søge en omtæknings- og istandsættelsestilladelse fra Slots- & Kulturstyrelsen, og den er nu givet, så håndværkerne i løbet af de næste måneder kan begynde arbejdet. Der er lavet aftaler med en tækker, maler og murer, så det er næsten kun vejret, som kan forsinke arbejdet.

Samtidig har skovrider Jacob Palsgaard Andersen fra Aage V. Jensen Naturfond fået kontakt til Berings Tegnestue i Præstø, som var med, da pavillonen fik en stor renovering i 1996. Det har givet masser af viden, som har hjulpet meget med planlægningen af det kommende arbejde. Dengang blev hele den smukke pavillon hævet, så der blandt andet kunne sættes en ny fodrem i.

Aage V. Jensen Naturfond købte Søholt Storskov i 2019 af Søholt Gods, og pavillonen var en del af den handel. Samtidig blev der indgået aftale med Lolland Kommune, som passer området ved at tømme skraldespande og slå græsset. Kommunen spæder også lidt til renoveringen, men de fleste af udgifterne bliver dog betalt af fonden.

Jacob Palsgaard Andersen forventer, at istandsættelsen vil koste op mod 300.000 kroner, og da det er en fredet bygning, har Slots- og Kulturstyrelsen også givet lidt.

- Jeg glæder mig personligt til, den atter står fint i skoven, og planen er, at vi vil markere 200-års dagen med et lille arrangement, fortæller han.

Det kan blive nødvendigt at skove nogle af de træer, som omkranser den næsten 200 år gamle pavillon, for at give taget mere lys og varme, end det får i dag. Foto: Anders Knudsen, arkivfoto