Skole har renoveret for 1,6 millioner kroner

Klip - og så hang fagets to lokaler endelig sammen. Foto: Rikke Folm Berg

Rød snor klippet til nyt faglokale.

Offentliggjort Sidst opdateret

NAKSKOV Eleverne i 5. C på Stormarkskolen blev i går de første til at tage det nye faglokale til faget Håndværk og Design i brug - og der gik ikke længe, fra skoleleder Jimmy Albrechtsen havde klippet den røde snor, til eleverne var i gang med at sy og save.

Tidligere havde skolen et billedkunstlokale i den ene ende af skolen og et sløjdlokale i den anden ende. Men med de tidligere adskilte fag nu samlet i faget Håndværk og Design var der brug for en tilpasning og opgradering af faciliteterne.

Så nu består faglokalet af to sammenhængende lokaler. Det ene med store opslagstavler til at vise processerne i arbejdet, hæve-sænke borde til symaskinerne, så de langbenede elever i de store klasser også kan få benene ind under dem, store tilskærerborde og god opbevaringsplads til blandt andet stofruller. Det andet med hæve-sænke høvlebænke med plads til gruppearbejde. Rummene er i det hele taget indrettet, så de i højere grad giver mulighed for at arbejde sammen og snakke sammen om de mindre produktioner, som eleverne skal lave. Endelig er der skabt forbedringer med punktudsugning over hver arbejdsstation med høvlebænke, som også alle er blevet forsynet med egne strømudtag.

Skoleleder Jimmy Albrechtsen er meget tilfreds med resultatet. Foto: Rikke Folm Berg

Kælder i brug

Egentlig ville skolen gerne have haft gennemført renoveringen henover sommeren, men det viste sig umuligt at få håndværkere. I stedet har den fundet sted henover november, december og januar med hjælp fra H+ Arkitekter og lokale håndværkere. Renoveringen har kostet 1,6 millioner kroner, hvoraf 1,150 millioner kroner kom fra kommunens anlægspulje til faglokaler, mens resten blev betalt af skolens eget budget, oplyser skolelederen.

I de måneder, hvor renoveringen har stået på, har faglærerne måttet være ekstra kreative. Så ud over øget afvikling af teori og virksomhedsbesøg har kælderen - venligst udlånt af pedellen - været i brug til projekter med cement.

Det er gået an, men de tre faglærere og eleverne var nu glade for endelig at kunne boltre sig kreativt i det nye lækre faglokale, hvor det er nemt at kombinere arbejdet med forskellige materialer.

Eleverne skulle arbejde med emnet påske, så Cecilie og Isabella (forrest) gik i gang med at lave et påskeæg. Foto: Rikke Folm Berg
Bertram, Per og Sean (fra venstre mod højre) var også hurtigt i vigør. Foto: Rikke Folm Berg
Maise, Cecilie og Vigdis (fra venstre mod højre) fandt symaskinerne frem. Vigdis ville sy en påskepose. Foto: Rikke Folm Berg
Marco (til venstre) og Peter valgte at male et påskemotiv på træ, som de selv havde savet ud. Foto: Rikke Folm Berg