SKOLELUKNING: OPHIDSET OVER POLITISK LUKKETHED
Formanden for Borgerforeningen for Horslunde og Omegn, Bjarne Hansen, har fået rigtig mange ophidsede tilkendegivelser fra de lokale. Foto: Rikke Folm Berg
Rikke Folm Berg
- Borgerne er sure, grænsende til rasende over sagsbehandlingen i sagen om Horslunde Landsbyordning, fortæller formanden for Horslunde og Omegns Borgerforening.
LOLLAND/HORSLUNDE: Formanden for Horslunde og Omegns Borgerforening har været flittig til at holde de lokale ajour på siden 4913 Horslunde på Facebook, og de har været flittige til at kommentere.
Borgerne er sure, grænsende til rasende over sagsbehandlingen i sagen om Horslunde Landsbyordning, fortæller formanden Bjarne Hansen.
Han har sendt nogle af kommentarerne til Folketidende:
- Dybt beskæmmende. Lukkede møder, et pennestrøg og vupti så er Nordvestlolland lukket for videre udvikling, både på børne, unge og ældreområdet, herunder indtænkes også lokale erhvervsdrivende, lokale foreninger. Jeg er udmærket klar over Lolland Kommunes økonomiske situation, men har man rent politisk gjort sig tanker om det samlede indtægts- og udgiftsniveau, det har jeg ikke store tanker om.
- Af det tilgængelige materiale jeg har fremgår "kun", hvad det koster at renovere, men sådan kan det i min verden ikke måles. Alle ved, at det koster en betydelig sum penge per elev på privatskole. Er der lavet en sandsynlighedsberegning på dette? Næppe. Pseudohøring virker det til, alle skal inddrages i det næste år, (men) beslutningen virker til at være truffet i et lukket rum. Mon dette er lovligt?
- I hvert fald ikke god stil at man ikke på demokratisk vis inddrager borgerne, måske de havde nogle gode brugbare løsninger, afslutter Annelise Andersen, der omtaler sig selv som en frustreret borger, som har levet det meste af sit liv i Horslunde, og som hidtil har været stolt og glad for at være medlem af Socialdemokratiet netop på grund af partiets værdigrundlag.
- Det er jeg ikke længere. Ja, jeg havde meget på hjerte.
En anden skriver:
- Fremtiden ser desværre meget mørk ud for os alle lige nu. Socialdemokraterne har snart lukket alle yderområderne her på Lolland. Mange af os der er bosat i de små samfund, er her, fordi det er et bevidst valg om, hvordan vores børn skal vokse op.
- Min datter på 10 år går på skolen og kan selv gå i skole, hun kender alle på sin vej, og alle hilser på hende. To gange i ugen er hun hjælpetræner til gymnastik og cykler selv derom. Hun tager ansvar og er aktivt deltagende i landsbylivet. Jeg kunne ikke være mere stolt! Men hendes hverdag ser meget anderledes ud, hvis hun pludselig skal på en bus til Nakskov!
- Gad vide om børnenes statsminister ved, hvad hendes røde hær har gang i hernede?
En tredje skriver:
- Ja, desværre gør de, som det passer dem. De taler om borgerinddragelse og medbestemmelse, hvordan hænger det sammen med beslutninger bag lukkede døre. Prisen på de 4,9 millioner er ikke nok til at lukke skolen, så nu handler det pludselig om elevtal.
Det omtalte beløb er prisen for den allermest nødtørftige renovering, som det rådgivende ingeniørfirma Niras har beskrevet som mulig, hvis bygningerne skulle forblive i brug.
En fjerde skriver:
- Når jeg har deltaget til 1. maj og diverse møder i partiet, har vi ofte sunget fra arbejdernes sangbog. Jeg er vild med Kim Larsens version og stemme:”… For de mægtige de har fået nykker, tror de kan bestemme alt. Hvor de kommer, slår de alt i stykker, men det skal de få betalt…”
- Jeg har aldrig tænkt den tanke, at det skulle være socialdemokratiet ”folket” skulle kæmpe imod… Men jeg tænker, det må være nu, vi de fordømte, skal rejse os og vise, at kongen kun har magten, hvis vi giver den til ham!
En femte skriver:
- Der må være byrådsmedlemmer fra Nordvestlolland, der går imod eller klapper de bare Holger (borgmester, red.) på ryggen. Det ender med, at vi må stifte Udkantsdemokraterne, men der er længe til valg, så de kan nå at ødelægge meget endnu.
Ellers som Karsten Sandau, der er lærer på Horslunde Landsbyordning, men i denne artikel udtaler sig som privatperson, udtrykker det overfor Folketidende:
- Det er ikke inddragelse, hvis vi kun bliver inddraget i, hvor mange flyttekasser der skal bruges.
Ifølge formanden for borgerforeningen barsles der nu med en ide om et protesttog med bannere til byrådsmødet 24. januar 2024.
Seneste artikler
Dodekalitten indvies med Dodekalit-løb
Miklo indtager ny basketballbane: - Det er virkelig fedt
Var det uheld eller forsøg på millionsvindel? Nu fortsætter yacht-sagen
Festivalleder: - Vi er dér, hvor vi skal være
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
Mest læste artikler
Hus fra bondestenalderen fundet på Falster
250 frivillige sendte de første af 10.000 løbere godt afsted
Kronprinsen til stor brofest
Kronprinsen på broen
Fra forfald til fællesskab: Kulturhus får millionbevilling