SKOLER GAV VIRTUEL RUNDTUR PÅ TEKNOLOGISKE VÆRKSTEDER

Lærer Michael Tambour hjalp eleverne med at bruge lasercutteren til at skære et logo ud i pap. Enkelte forældre dukkede også op for at deltage i eventen og se deres børn i aktion. Foto: Jan Knudsen

Forleden blev der holdt et makerspace-event på en række skoler i kommune, hvor etableringen af de mange færdige teknologiske værksteder blev markeret med virtuelle fremvisninger.

Offentliggjort Sidst opdateret

SØLLESTED: - Hej og velkommen til makerspace på Søllested Landsbyordning. Jeg hedder Lucas, sagde Lucas fra 5. klasse onsdag til det tændte kamera på den iPad, som skoleleder Bitten Maria Bendtsen holdt op foran ham.

Derefter viste han kompetent rundt i det teknologiske værksted, som er blevet etableret på Søllested Landsbyordning og fik introduceret sine klassekammerater samt deres igangværende projekter med at bygge robotter og lave logoer ved hjælp af bærbare computere, lego, en lasercutter og 3D-printere.

Da han var færdig, fik han et højt løftet dobbelt highfive med begge hænder af skolelederen.

Lucas fra 5. klasse klarede præsentationen drevnet og dygtigt. Foto: Jan Knudsen

Fulgte med på storskærm

Før Søllested Landsbyordning havde både Byskolen, Horslunde Landsbyordning, Maribo Skole, Rødby Skole og Stormarkskolen vist deres makerspaces virtuelt frem på samme vis, og bagefter var det Campus Nakskovs tur. Disse virtuelle fremvisninger kunne ses på storskærme på alle skolerne.

På Søllested Landsbyordning blev de fulgt af ni af de elever fra 5. klasse, som havde haft lyst til at blive i makerspace efter skole sammen med to af deres lærere og en ekstern underviser fra Professionshøjskolen Absalon.

For eventen var blevet lagt efter skoletid. I hvert fald for eleverne på Søllested Landsbyordning.

Eleverne kunne følge fremvisningerne på en storskærm. Foto: Jan Knudsen

Det viste sig, at det kun var på Søllested Landsbyordning, at det var en elev i stedet for en leder eller lærer, der stod for fremvisningen. Det udløste anerkendelse, og som skolelederen sagde:

- Det er jo børnene, der skal bruge det.

Udvalgsformand takkede fond

Forud for fremvisningerne havde formanden for børne- og skoleudvalget i Lolland Kommune, Thomas Østergaard (S), holdt en tale, hvor han glædede sig over de muligheder, som værkstederne giver eleverne for at arbejde med innovation.

Han benyttede desuden lejligheden til at takke Villum Fonden for pengene til etableringen og opstarten af værkstederne.

Derefter blev eleverne kastet ud i en opgave med at lave logoer til deres makerspaces.

Lucas selv var ret begejstret.

- Det er meget fedt. Jeg kan godt lide, at man både skal programmere ting og bruge matematik. Det er mere interessant end lektier, lod han vide og forklarede, at han var i gang med at lave et logo ved at benytte "scan and cut".

Hans plan var at inddrage skolens motto "Fællesskab, Trivsel og Mod".

- Jeg kan også godt lide, at hvis der sker fejl, så skal man tænkte baglæns og finde fejlen, fortalte han.

Julie og Liva var i gang med at bygge robotter. Foto: Jan Knudsen

De øvrige kammerater i værkstedet delte hans begejstring. Både de to piger, Julie og Liva, der var i gang med at bygge robotter af lego, og Silas, som også var ved at udforme et logo i 3D.

- Jeg kan bedre lide at være her end i min klasse, sagde han og uddybede:

- Jeg forstår det her meget bedre, og jeg vil hellere arbejde på computer med teknologier, ideer, programmering og materialer.

Jeg forstår det her meget bedre, og jeg vil hellere arbejde på computer med teknologier, ideer, programmering og materialer.

Silas, 5. klasse

Silas med sin pap-model til sit logo for makerspace. Frisk ud af lasercutteren. Foto: Jan Knudsen

Femte årgang er superbrugere

Søllested Landsbyordning har etableret værkstedet i et nybygget lokale i skolens bibliotek. Det er ifølge skolelederen helt bevidst.

- Vi har givet vores makerspace en central beliggenhed, fordi det skal understøtte alle fag, fortalte hun.

Det er alle skolens elever, der nu skal i gang med at benytte værkstedet, men særligt femte årgang.

- Vi har valgt at gøre dem til superbrugere, så de kan hjælpe eleverne i de andre årgange.

Ifølge hende giver værkstedet meget godt til eleverne.

- Eleverne får en anden mulighed for at begå sig, hvis de er gode til at designe, programmere, være kreative og bygge.

Værkstedet giver en anden målgruppe af elever mulighed for at udfolde sig, fordi læring tilgås på en anden måde, blandt andet er det meget praktisk, fortalte skolelederen. Foto: Jan Knudsen

Skolelederen blev desuden glad, da hun hørte, at Lucas havde nævnt, at det var spændende at opklare de fejl, der opstår i processerne i værkstedet.

- Vi lever i en nulfejlskultur, men her i værkstedet gør vi op med det. For her arbejder vi med fejl. Forhåbentlig vil eleverne overføre det til de andre fag også: at det er okay at fejle.


Kort om makerspace i Lolland Kommune:

  • Et makerspace er dels et teknologisk værksted, hvor man arbejder med digitale teknologier som lasercutter og 3D-print, dels er det et værksted, hvor det analoge håndværk møder den nye teknologi. For at styrke udmøntningen af den erhvervsrettede folkeskolestrategi har folkeskolerne på Lolland satset på etablering af makerspace som et led i udviklingen af innovative unge mennesker. Gennem projektet, der løber frem til 2025, etableres der et makerspace på alle skoler samt på Campus Nakskov.