Skoler kan være i problemer: - Det er stærkt bekymrende
STUK mener ikke, at Lolland Kommune kan forklare skolernes kvalitet med et udfordret elevgrundlag. Arkivfoto: Jan Knudsen
Foto:Jan Knudsen FT
I meget sjældne undtagelsestilfælde kan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet kræve en treårig handlingsplan af en kommune for at sikre forbedring af kvaliteten i af skolerne. Det er, hvad Lolland Kommune kigger ind i.
Når dialog ikke længere er nok, kan Styrelsen for Undervisning og Kvalitet vælge at gribe til skrappere midler.
I et brev sendt til direktøren for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune er det netop, hvad styrelsen påtænker at gøre ved at kræve en treårig handlingsplan for det samlede skolevæsen i Lolland Kommune.
Det sker, fordi styrelsen foreløbigt vurderer, at der er tale om tværgående og vedvarende dårlig kvalitet i kommunens skoler, hvilket kommer til udtryk i blandt andet resultater ved nationale tests og resultater ved de bundne prøver i 9. klasse.
Det gælder både de enkelte skoler og kommunens skoler som helhed.
- Seks ud af ni af kommunens folkeskoler er udtaget i kvalitetstilsyn, og tre af disse har en længevarende tilsynshistorik.
Udfordrede elever er ingen undskyldning
Styrelsen bemærker, at den er opmærksom på, at Lolland Kommune relativt set har et udfordret elevgrundlag. Men for to af de seneste fire skoleår er kommunens folkeskolers resultater ved afgangsprøverne samlet set signifikant under den socioøkonomiske reference, påpeger styrelsen. Samtidig har ingen af Lolland Kommunes folkeskoler i de seneste fire skoleår præsteret et resultat ved afgangsprøverne, der ligger signifikant over det lave niveau, som elevgrundlaget på forhånd tilsiger.
- På flere af skolerne i flere af skoleårene har resultatet derimod ligget signifikant endnu lavere end skolens socioøkonomiske reference.
For få elever fortsætter til ungdomsuddannelser
Derudover fortsætter for få af grundskolens elever til en ungdomsuddannelse. Fra skoleåret 2020/21 overgik 73,9 procent af Lolland Kommunes elever til en ungdomsuddannelse, hvor landsgennemsnittet var 87,2 procent. I de to foregående skoleår var andelen endnu lavere.
- Det er styrelsens vurdering, at det er stærkt bekymrende, at Lolland Kommune således for mere end hver fjerde elev ikke formår at sikre de tilstrækkelige kompetencer til, at eleven kan overgå til en ungdomsuddannelse året efter afsluttet 9. eller 10. klasse.
- Det bemærkes supplerende hertil, at folkeskoleloven ikke stiller generelt lavere forventninger til elevers trivsel, faglige resultater og muligheder for optagelse på en ungdomsuddannelse, fordi elever har en socioøkonomisk udfordret baggrund.
Endelig har der i styrelsens foreløbige vurdering også indgået oplysninger om Specialskolen Lolland, herunder at ingen af eleverne på specialskolen de seneste fire år har aflagt prøve i de bundne prøvefag.
Styrelsen givet Lolland Kommune mulighed for at komme med eventuelle bemærkninger, inden styrelsen træffer endelig afgørelse i sagen.
Folkeskoleloven om sanktioner:
- "Ved vedvarende dårlig kvalitet på en skole forstås, at det faglige niveau ud fra en helhedsvurdering, herunder som det blandt andet kommer til udtryk i testresultater og prøveresultater, i flere på hinanden følgende år ikke på tilfredsstillende måde svarer til det niveau, der må kræves i folkeskolen.
- Hvis det vurderes, at der på en eller flere af kommunens skoler er tale om vedvarende dårlig kvalitet, må der optages en dialog med kommunalbestyrelsen herom og eventuelt fremsættes forslag om mulige veje til forbedringer.
- I de formentlig meget sjældne undtagelsestilfælde, hvor dialogen ikke fører til, at nødvendige initiativer til kvalitetsforbedring iværksættes, kan undervisningsministeren pålægge en kommunalbestyrelse at udarbejde en handlingsplan til at forbedre det faglige niveau."
- Børne - og undervisningsministeren kan ultimativ træffe beslutning om at nedlægge en folkeskole, som ikke inden for en 3-årig periode har indfriet de fastsatte mål i den af ministeren godkendte handlingsplan.
Kilde: Kilde: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Tidslinje over forløb:
- 23. august 2022: Styrelsen inviterede direktøren for Skole og Dagtilbud i Lolland Kommune til et møde på grund af styrelsens bekymring for kommunens samlede skolevæsen.
- 16. september 2022: Møde om bekymring afholdt.
- 24. november 2022: Styrelsen anmodede i et brev Lolland Kommune om en redegørelse for skolevæsnet med frist den 21. december 2022. Herunder for forhold vedrørende det bekymringsbillede, som styrelsens fremlagde på mødet den 16. september 2022.
- 6. december 2022: Lolland Kommune anmodede om udsættelse af redegørelse.
- 19. januar 2023: Lolland Kommune afleverer redegørelse.
- 29. marts 2023: Møde om kommunens redegørelse afholdt.
- 23. maj 2023: Styrelsen varsler påtænkt pålagt handlingsplan.
Kilde: Kilde: Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.
Seneste artikler
Tom og lokalsamfundet sendte en redningskrans og fik et nyt hus tilbage
Kontrol udløste adskillige sigtelser
Vandet var populært hos årets studenter
NFH-træner ser muligheder for at gå videre
Ulovligt hotel: Kommunen fandt 52 sengepladser i enfamiliehus
Mest læste artikler
Hedebølgen er over Sydhavsøerne
Politiet undersøger mistænkelige dødsfald på Falster
Ny restaurantejer: - Der skal være noget for enhver smag
Chokeret nabo: - Det er sgu underligt i sådan en lille by
Medie: Lollik savnet efter kæntring