Skrotfærges tidligere direktør får høvl: - Selvfølgelig har han ansvar
Henning Alfred Rasmussen er sikker på, at den tidligere direktør også bærer ansvaret for skrotfærge-sagen. Foto: Jan Knudsen, Nicklas Linnemann. Grafik: Nicklas LinnemannFoto: Jan Knudsen, Nicklas Linnemann. Grafik: Nicklas Linnemann
Mundhuggeriet fortsætter i skrotfærge-sagen. Tidligere direktør bærer også en del af ansvaret, mener Henning Alfred Rasmussen.
Skrotfærgen får flere politikere til tasterne. Ikke kun i kommentarfelter, men også i Folketidendes indbakke.
Henning Alfred Rasmussen fra Din Stemme (DS) langer nu ud efter den tidligere tekniske direktør Bjarne Hansen fra Lokallisten Lolland (LL).
- Nu skal jeg ikke udtale mig for Holger (Schou Rasmussen (S)), men vi gik ud fra, at Bjarnes 34-års erfaring med færgefart betød, at så burde det jo ikke være endt så galt, siger Henning Alfred Rasmussen.
- Derfor antog vi jo, at de beregninger, som blev lagt til grund for købet af "Smålandshavet", var valide.
Sagen kort
Lolland Kommune købte i 2021 "Smålandshavet" for tre millioner kroner.
I 2024 sætter kommunen færgen til salg til en salgspris mellem 1,9 til 3,7 millioner kroner.
10. februar 2025 sælger kommunen færgen til skrot for 200.000 kroner.
Firmaet Fornæs i Grenaa i Østjylland er køberne af færgen.
Kommunen skal selv transportere "Smålandshavet" til Grenaa.
Transporten kommer til at koste 60.000 kroner, da færgen ikke kan eller må sejle, derfor skal den slæbes til Grenaa.
Fejl i tallene
Annonce
Grunden til aversionen mod den tidligere direktørs udtalelser er, at Bjarne Hansen var ansvarlig for de udregninger, som politikerne baserede købet af reservefærgen "Smålandshavet" på.
- Jeg ved ikke, om det er Bjarne, der personligt har stået for oplysningerne og udregningerne. Men det er i hvert fald hans ansvarsområde på det tidspunkt. Og det havde vi ikke nogen grund til at betvivle, siger Henning Alfred Rasmussen.
"Smålandshavet" i sin sidste tid lægger til kajs i Bandholm. Foto: Nicklas LinnemannFoto: Nicklas Linnemann
Ud over at være teknisk direktør, sad Bjarne Hansen også i færgesekretariatet, der består af medlemmer fra de kommuner i Danmark, som har småøer med færgefart. Hvilket gav direktøren ekstra indsigt i muligheden for at udleje færgen.
Det er valgkamp. Jeg kan ikke få det til andet.
Henning Alfred Rasmussen
Den indsigt er yderligere grund til, at politikerne dengang stolede på administrationens tal.
- Som politiker, er du nødt til at stole på de beregninger, som bliver fremlagt, mener Din Stemmes spidskandidat.
"Fuldstændig, fløjtende og bedøvende"
Til Folketidende udtaler Bjarne Hansen, at interessen fra de andre kommuner om at leje "Smålandshavet" og skabe en indtægt for Lolland Kommune var stor, men at Færgestrategien, der blev lavet i 2023 satte en stopper for lysten.
- Det mener jeg ikke holder! Hvis nogen havde brug for at leje en færge, var de fuldstændig, fløjtende og bedøvende ligeglade med, at Lolland Kommune var begyndt at snakke om færgestrategi, siger Henning Alfred Rasmussen (DS).
Din Stemmes spidskandidat mener, at kritikken fra Bjarne Hansen kommer af én speciel årsag.
- Det er valgkamp. Jeg kan ikke få det til andet.
Annonce
Ingen plan B
Den tidligere tekniske direktør og nu formand for Lokallisten Lolland mener ikke, at han bærer noget af ansvaret for den måde skrotfærge-sagen er håndteret.
- Ja, det må jeg bare sige. Selvfølgelig har han det. Færgen er købt på nogle beregninger, som Bjarne Hansens administration har fremlagt for politikerne, og de beregninger viser sig ikke at holde stik, siger Henning Alfred Rasmussen.
I færgen står flere liter rustfjerner. Foto: Nicklas LinnemannFoto: Nicklas Linnemann
Din Stemmes spidskandidat mener, at rådgivningen som den tidligere direktør gav byrådet i 2021 var mangelfuld.
Fik I fremlagt en plan B, hvis økonomien i færgen ikke hang sammen?
- Nej, det gjorde vi faktisk ikke. Vel udover, at man tænkte, at vi kunne sælge "Smålandshavet" med større eller mindre succes igen. Der må man sige, at det er mindre succes, konstaterer Henning Alfred Rasmussen fra Din Stemme.